Niras øger omsætning og overskud – men coronaudbruddet bekymrer

Rådgivervirksomheden Niras leverer i 2019 en pæn fremgang på top- og bundlinje. Men coronaudbruddet skaber usikkerhed: "Vi står midt i en meget alvorlig situation, der påvirker os alle," lyder det fra topchefen.
"Vi er samlet set tilfredse med resultatet for 2019," siger administrerende direktør Carsten Toft Boesen. | Foto: PR / Niras
"Vi er samlet set tilfredse med resultatet for 2019," siger administrerende direktør Carsten Toft Boesen. | Foto: PR / Niras

Det går fremad for den rådgivende ingeniørvirksomhed Niras, der i 2019 lander et overskud på 42,7 mio. kr. mod 33,3 mio. kr. året før. Dermed leverer virksomheden fremgang for andet år i træk.

Omsætningen stiger fra 2,2 mia. kr i 2018 til 2,3 mia. kr. i 2019, mens EBITA margin i 2019 er 4,1 pct. mod 3,5 pct. i 2018.

"Vi er samlet set tilfredse med resultatet for 2019. Vi har de senere år, og også i 2019, investeret i international vækst og forretningsudvikling. Den internationale forretning udgør nu 36 pct. af vores omsætning og er præget af vækst på stort set alle markeder, særligt i UK og Holland, hvor vi har investeret i virksomhedsopkøb de senere år," siger administrerende direktør Carsten Toft Boesen i en pressemeddelelse.

Lønnedgang som følge af coronaudbrud

Trods fremgangen er Niras bekymret for fremtiden i lyset af coronaudbruddet, som topchefen forventer vil sætte sine spor på top- og bundlinje i indeværende år.   

"Vi står midt i en meget alvorlig situation, der påvirker os alle. I en forretning som Niras, hvor vi i forvejen benytter digitale platforme og kanaler i vores daglige arbejde, har vi de seneste dage sørget for at skabe optimale forudsætninger for at opretholde produktionen og leverancer til vores kunder. Der er dog ingen tvivl om, at vores resultat i indeværende år vil bære præg af den aktuelle situation," siger Carsten Toft Boesen.

Coronaudbruddet kan betyde, at Niras må bede medarbejderne om at gå ned i løn.

"Samlet set er det naivt at tro, at vi kan nå samme niveau som sidste år. Og når vi så kigger på vores koststruktur så er mellem 75 og 80 pct. lønudgifter. Vi kan selvfølgelig sætte kursusvirksomhed og så noget på hold. Men vi kommer også til at se på lønomkostninger i takt med at indtægter bliver mindre," sagde Carsten Toft Boesen fredag til finans.dk

Derfor har topchefen ifølge finans.dk nu valgt selv at gå 15 pct. ned i løn. Bestyrelsen i Niras har valgt at følge trop og har ligeledes gennemført en honorarnedgang på 15 pct.

Forventer fortsat vækst efter udbruddet

Men på den anden side af coronaudbruddet forventer Carsten Toft Boesen fortsat vækst i virksomheden  – særligt i den internationale forretning.

Det skandinaviske marked tegner sig i dag for over 80 pct. i omsætningen i Niras.

"I 2019 har vi investeret i at udvikle forretningen for at kunne vokse yderligere de kommende år. Vi ønsker i endnu højere grad at sammensætte rådgiverhold på tværs af discipliner og geografi, der kan løse de store og komplekse projekter, som vores kunder efterspørger. Denne tilgang har været en del af opskriften på vores vækst i både Norge og Sverige de senere år, der i 2019 primært er sket inden for infrastruktur og forsyning," siger Carsten Toft Boesen.

Niras beskæftiger i dag omkring 2332 medarbejdere fordelt på 51 kontorer i 27 lande. Virksomheden arbejder med en bred vifte af opgaver fra procesanlæg og byggeri over energi, miljø og infrastruktur til udviklingsbistand og byplanlægning.

Efterspørgsel på kortlægning af jordforurening

Niras kunne i 2019 blandt andet berette om en stigende efterspørgsel på kortlægning af jordforurening via en ny målesondeteknologi, som Niras har specialiseret sig i at anvende. Teknologien gør kortlægningen hurtigere og mere præcis.

"Et af de bedste salgsargumenter er, at nogle af dem, der efterspørger det mest, er vores konkurrenter hos de store rådgivere. De er meget begejstrede for det," sagde markedschef i Niras, Søren Helt Jessen, i december til CleantechWatch.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie CleantechWatch)

Niras-chef: Min egen lønnedgang er vigtig for at bevare troværdigheden

Niras markant op på drift og bundlinje efter dyr fusion

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også