Passive elkunder snyder sig selv

Alligevel er det de færreste elkunder, der shopper efter laveste elpris.
Foto: Ole Lind
Foto: Ole Lind
AF KURT HEDEVANG, EPN

Elselskaberne tjener flere penge, og forbrugerne snyder sig selv ved at være inaktive elkunder.

Alt efter forbrug kan en husstand spare op mod 1.000 kr. om året ved at vælge en billigere elleverandør.

Men alligevel holder de fleste elkunder fast i standardprisen hos deres lokale elselskab frem for at skifte til en leverandør med en lavere forsyningspligtpris.

"Elmarkedet er blevet mere uoverskueligt, og siden 1. januar i år har elselskaberne haft mulighed for at øge avancen med op til 30 pct. på de passive elkunder. Det betyder, at elselskaberne tjener markant mere, fordi langt hovedparten af kunderne netop er passive og ikke har interesse i eller tid til at sætte sig ind i elmarkedet," lyder der fra Casper Kjøller, der er initiativtager til og rådgiver for el-indkøbsforeningen SamEnergi.dk.

Spar op til 1.000 kr. på elregningen

Penge at spare

Han henviser til, at de godt 5.000 medlemmer af SamEnergi.dk under et i årets første kvartal sparede godt 1 mio. kr. på elregningen.

"For de enkelte medlemmer er der ikke tale om en formue, men jeg mener, at pengene ligger bedst i forbrugernes lommer," siger Casper Kjøller.

Han tilføjer, at medlemmerne i gennemsnit sparer lige under 500 kr. om året på elregningen.

Hos Elpristavlen.dk kan man som elkunder undersøge markedet og finde de laveste elpriser. Her skal man dog som forbruger være opmærksom på, at nogle af priserne kan dække over eksempelvis tre måneders tilbud.

Læs mere om forbrugerpriser på el hos Energistyrelsen.

Brug indkøbsforeningerne

"Forbrugerrådet Tænk har allerede for nogle år siden anbefalet, at forbrugerne går sammen i indkøbsforeninger for at opnå de bedste priser, og jeg mener selvfølgelig, at indkøbsforeningerne er et rigtig godt sted at begynde," siger Casper Kjøller, der selv betegner elmarkedet for mere uoverskueligt end markedet for mobilabonnementer.

"Der er cirka 50 elselskaber i Danmark, og de har måske hver 4-5 produkter. På den måde bliver der op mod 250 produkter - nogen med faste priser og nogen med variable priser. Samtidig kan være være korttidstilbud af måske tre måneders varighed. Nogle elskaber lokker også med en meget lav pris eller ligefrem gratis strøm i den første måned. Men der er ofte meget svært at finde ud af, hvad prisen vil være derefter," forklarer Casper Kjøller.

"Samtidig har forbrugerne nu større erfaring med mobilmarkedet, mens det stadig er nyt at shoppe strøm," tilføjer han.

Service og supervejr giver gratis påskestrøm

Fire indkøbsforeninger

Alligevel opfordrer han forbrugerne til at skifte selskab for netop at få erfaring med markedet.

"Det kan godt være, at man ikke rammer det rigtige første gang eller anden gang. Men efterhånden får man en erfaring med de forskellige selskaber. Og ellers kan man melde sig ind i en af indkøbsforeningerne, der klarer det praktiske arbejde og også kan vejlede," siger Casper Kjøller.

På elmarkedet er der i øjeblikket fire indkøbsforeninger. Udover SamEnergi.dk er det El-Forbundet.dkElrabatten.dk og Forbrugerrådets Tænk Strøm.

Det har mandag ikke været muligt at få en kommentar fra Forbruget Tænk.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har tidligere opfordret elkunderne til aktivt at skifte selskab for at øge konkurrencen blandt selskaberne.

Det skete med henvisning til, at næsten 8 af 10 elkunder holdt fast i det lokale elselskab.

220.000 kunder skiftede selskab

Hos Dansk Energi oplyser pressechef Eva Tingkær, at cirka 220.000 elkunder i 2013 benyttede sig af muligheden for at skifte elleverandør. Samme år var der over en halv mio. besøgende på elpristavlen.dk.

Dansk Energi har også regnet på, hvor meget en kunder, der i 2013 valgte af være rabatrytter hos fire forskellige selskaber kunne have sparet i forhold til gennemsnitsprisen for et fastpris-produkt hos syv store selskaber.

Her ville kunden i ren elpris uden skatter, afgifter og transportomkostninger skulle betale 1163,59 kr. for strømmen. Gennemsnittet for de syv store selskaber var 1671,25 kr.

Rabatrytteren kunne altså spare lige godt 500 kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også