Spar op til 1.000 kr. på elregningen

Det kan betale sig at låse elprisen fast, forklarer forbrugerjurist.
Foto: Ole Lind
Foto: Ole Lind
AF KURT HEDEVANG, EPN.DK

Telefonabonnementer, tv-pakker og elpriser har i hvert fald én ting fælles: Det kan være svært for forbrugerne at gennemskue, hvad der er det bedste tilbud.

"Men når det gælder elprisen, kan det være en fordel at låse prisen fast," forklarer forbrugerjurist Morten Sinding, der står bag El-Forbundet.dk.

El-Forbundet.dk er en sammenslutning af cirka 22.000 elkunder, der forsøger at presse elselskaberne til lavere priser.

Sammen med det tilsvarende Tænk Strøm-projekt under Forbrugerrådet har El-Forbundet.dk netop forhandlet sig frem til en 12 måneders fastprisaftale med elselskaberne.

Spar op til 15 øre per kilowatt

Aftalen giver de to organisationers elkunder en besparelse på op mod 15 øre per kilowatt i forhold til den gennemsnitlige forsyningspligtpris i landets største forsyningsområde. Her har prisen det seneste år være 47,2 øre per kilowatt.

Medlemmerne hos El-Forbundet.dk skal i Østdanmark betale 32,75 øre, mens prisen per kilowatt i Vestdanmark bliver 30,38 øre.

For Tænk Strøm-medlemmerne bliver de tilsvarende priser 35,80 øre og 32,95 øre.

Den store del er afgifter

Herfra er der dog langt til den endelige kilowattpris, der runder de 2,00 kr. Størstedelen af kilowattprisen udgøres nemlig af afgifter, transport og moms.

"Der skal i gennemsnit lægges 1,75 kr. til den såkaldte forsyningspligtpris. I Jylland er prisen i gennemsnit 1,60 kr. mens gennemsnitsprisen på Sjælland er 1,90 kr.," forklarer Morten Sinding.

At prisen på el i udpræget grad afgøres af de faste afgifter, er blevet brugt til at forklare forbrugernes ret beskedne lyst til at shoppe efter lavere priser på forsyningspligtdelen.

Du kan læse mere om de forskellige udtryk på elregningen hos Energistyrelsen eller Elpristavlen.dk.

Sammenhold giver besparelse

"Det er ikke vores indtryk, at forbrugerne er uvillige til at skifte elselskab. Men rigtig mange giver udtryk for, at elpriserne er uoverskuelige, og de er glade for, at vi både kan give et overblik og sikre en lavere elpris," siger Morten Sinding.

Han vurderer, at de nye aftaler giver forbrugerne en rabat på 400-1.000 kr. om året alt efter husstandens elforbrug. Det svarer til cirka 10 pct. rabat.

"Jeg er sikker på, at rabatterne er kommet for at blive. Der er nemlig penge at spare, når forbrugerne slår sig sammen," tilføjer Morten Sinding.

Der er i øvrigt yderligere to indkøbsforeninger for strøm - Samenergi.dkog Elrabatten.dk.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Job

Se flere jobs