”De underliggende driftsresultater var faktisk en mia. kr. over toppunktet i vores prognose,” forsøgte Mads Nipper indledningsvist.

Før topchefen skuede ud over forsamlingen af analytikere, investorer og bankforbindelser til Ørsteds kombinerede årsregnskab og strategiopdatering og med ansigtet i alvorlige folder konstaterede det åbenlyse.

”Men vi er meget bevidste om, at det ikke topprioritet blandt vores investorer.”

Nu er det selvfølgelig altid vanskeligt at anlægge et positivt spin på et underskud på 20 mia. kr. Ikke desto mindre kan der peges på adskillige årsager til, at hvorfor det var særskilt penibelt for det danske energiselskab at melde ud om det massive tab og de sænkede fremtidsambitioner, som især opgivelsen af det amerikanske havvindprojekt Ocean Wind har medført.

Tæt på men meget langt fra

En del af forklaringen toner frem, hvis man træder et skridt tilbage i tid. Mere præcis et døgn, da Vattenfall præsenterede sit årsregnskab.

For på rigtigt mange måder ligner de to hinanden. Foruden at være mere eller mindre statskontrollerede og de suverænt største i deres respektive skandinaviske lande, er begge blandt pionerene i havvind og fortsat i top tre over vestens største spillere. Ja, og så opgav de begge i øvrigt kontrakterne på et stort havvindprojekt i det forgange år.

Men målt på opmærksomhed er der en verden til forskel. Efter et par enkelte spørgsmål fra en forkølet branchejournalist og et par enkelte analytikere kunne Vattenfall efter under en time runde den præsentation af, der blev set af omkring 80 personer på nettet. Mens selve regnskabet selv i Sveriges største erhvervsavis nærmest ikke kastede mere end en notits af sig. 

Omvendt gik samtlige danske medier i breaking over Ørsteds regnskab. Og mens analytikere fra hele verden fløj til København for at deltage i heldagspræsentationen, der derudover blev fulgt online af mere end 3.000, måtte topchef Mads Nipper skynde sig at afvikle interviews med Financial Times, før han onsdag aften hastede videre til London for at udlægge teksten for endnu flere investorer.

Havvindens poster child

Muligvis er punktsammenligningen lidt unfair. Mens Vattenfall blot præsenterede et egnskab med et udramatisk milliardoverskud, var Ørsteds også en lille kapitalmarkedsdag, hvor kursen blev korrigeret med sparerunde og en reduktion af den påtænkte udbygning i 2030 på mindst en tredjedel til nu 35-38 GW. Men i grove træk er billedet af omverdenens interesse for de to selskaber ret konstant.

En del af forklaringen er givetvis, at Ørsted – trods den danske stats majoritetsejerskab – er børsnoteret, og aktieselskaber tiltrækker sig bare større interesse. Men det spiller formentlig også ind, at selv om der kun er 1.750 MW havvind mellem dem, så ses Vattenfall som bare endnu en aktør på markedet, mens Ørsted er lykkedes med at brande sig som selve havvindindustriens poster child.

Det har naturligvis sine klare fordele. For et selskab, hvis eksistensgrundlag afhænger af evnen til at tiltrække de billigst mulige milliardinvesteringer, den største ørenlyd blandt politikere og de dygtigste ingeniører, er opmærksomhed en yderst værdifuld valuta. Men hvis man er billedet på de gode tider, er risikoen tilsvarende høj for, at man også bliver det for de dårlige.

For Ørsted og retræten fra Ocean Wind har ikke kun fået markant mere opmærksomhed end Vattenfalls ditto fra det britiske Norfolk Boreas. Det er også tiltrukket sig uendeligt større fokus end Iberdrola, Equinor, Eversource, BP, EDPR, Engie og Shell, der alle også har trukket sig fra havvindprojekter i USA med store tab til følge. Om end ingen dog helt så omfangsrige som Ørsted.

Den positive udlægning

Den positive udlægning af det faktum kunne lyde, at det skyldes netop det danske energiselskabs selvbestaltede rolle havvindens bannerfører. Også når det er svært.

F.eks. var det Ørsted, der tog holmgangen med de taiwanske myndigheder i 2019 om, hvor stor den lokale produktion realistisk kunne være. Og som meldte ud, at wake-effekten sænker produktionen fra havmøller mere end antaget. Eller at der var problemer med søkabler i Nordsøen, der ikke var gravet godt nok ned. Emner, der i høj grad omfattede hele industrien, men hvor Ørsted tog skraldet.

På samme måde gik Ørsted til det amerikanske marked på en anden og måske umiddelbart mere idealistisk facon end konkurrenterne. 

Frem for at installere møller ved brug af pramme for at slippe uden om Jones Act-reglerne, insisterede Ørsted som de eneste på at anvende installationsfartøjer bygget i USA. Lige som der blev lagt store investeringer i at opbygge også andre dele af den amerikanske havvindindustri, når det danske energiselskab bød ind på projekter.

Skyggen fra kapitalmarkedsdagen

Derfor var det en bemærkelsesværdig balancegang, Mads Nipper onsdag forsøgte at træde. 

På den ene side ved at insistere på Ørsteds fortsatte markedslederskab, og at den underliggende drift er sund – også for havvind som helhed. Det kan f.eks. noteres, at selv om det danske selskab skar 200 mia. kr. og 12-15 GW af sit 2030-mål, så sker det med et lige snit gennem forretningen, så en lige så stor andel af investeringerne som hidtil lægges i havvind frem for at booste kapaciteten ved at skrue op for den billigere sol og landvind.

På den anden side ved at anerkende investorernes prioriteter og ikke henfalde til jubeloptimisme på egne og havvindens vegne. For mange analytikere og investorer er det således ikke så meget Ørsteds tabte milliarder, der er bekymrende. Men det at topchefen på kapitalmarkedsdagen i juni ingenlunde betonede de risici, der blot få måneder senere stod klart for alle og fik korthuset i USA til at ramle.

Chance for succes og risiko for fiasko

Måden, det blev forsøgt løst på, var i høj grad samme opskrift, som da der blev meldt ud om problemer med wake-effekter og søkabler: En kvarterlang gennemgang af ikke så meget problemerne på det specifikke problem men nok så meget, hvilke læringer der kan drages – implicit ikke kun for Ørsted men for hele industrien bag den danske bannerfører.

I første omgang ser den balancegang ud til at være lykkes nogenlunde. I hvert fald har aktiekursen stort set stået stille siden udmeldingen, hvilket ikke er at kimse ad for en virksomhed, der tabte 40 pct. af sin markedsværdi sidste år.

Omvendt vil det muligvis kræve mere at overbevise alle om Ørsteds fortsatte lederskab. Første mulighed kommer senere på måneden, hvor New York annoncerer vinderne af sit lynudbud, hvor det danske energiselskab har genindbudt sit Sunrise Wind-projekt og giver sig selv 75 pct. chance for at vinde. Sker det ikke, kan det udløse endnu en nedskrivning – og en endnu sværere balancegang.