At noget skulle ske i Ørsteds ledelse, kommer ikke som nogen stor overraskelse. Flere måneder konstante strøm af elendige nyheder – kulminerende med forrige uges tab på næsten 20 mia. kr., efter der blev føjet yderligere 28,4 mia. kr. til nedskrivningerne i USA – havde givet et vist behov for at vise handlekraft.

Ikke desto mindre er tirsdagens afskedigelse af økonomidirektør Daniel Lerup og driftsdirektør Richard Hunter bemærkelsesværdig af mindst to årsager.

Mest oplagt er naturligvis at tænke på, hvem der ikke er røget. Især efter det miserable kvartalsregnskab har mange peget pilen mod adm. direktør Mads Nipper. Ved i stedet at skifte to af de øvrige direktionsmedlemmer ud, har han i stedet umiddelbart fået en smule tiltrængt luft.

Ansat af topchefen

Omvendt kan der argumenteres for, at udrensningen bringer topchefen tættere på fedtefadet. 

For begge de nu afskedigede direktører blev ansat på Mads Nippers vagt. Daniel Lerup blev forfremmet til sin stilling så sent som sidste år, mens ansættelsen Richard Hunter var et vigtigt led i den omfordeling af organisationen, topchefen foretog kort efter sin tiltræden i begyndelsen af 2021. Selve eksistensen af en dedikeret driftsdirektør blev oprettet i den forbindelse.

Hidtil har Mads Nipper ellers med nogen ret kunne pege mod fortidens synder. 

Dels på det strukturelle plan, hvor timingen for forgængeren Henrik Poulsens abdikation var perfekt. For efter at Ørsted i årevis havde tronet tæt på enevældigt i den dengang højprofitable havvind, var det i 2020 begyndt at presse på fra begge sider. Både fra politikere, der ikke længere var så villige til at betale enorme støttebeløb, og fra oliemastodonter og kapitalfonde, der ville ind på det lukrative marked.

Aldrig igen

Dels på det konkrete plan. For når krybben er tom, bides hestene som bekendt, hvilket for første gang syntes at komme til udtryk i forbindelse med det seneste kvartalsregnskab. Her betonede topchefen, at det var en stor fejl at Ørsted forpligtede så mange penge til amerikanske havvindprojekter, langt før der var truffet endelig investeringsbeslutning på dem.

Den satsning blev vel at mærke besluttet, før Mads Nippers tiltræden. 

Ganske vist afviste han over for Berlingske, at den tidligere ledelse havde udført dårlig risikostyring. Ikke desto mindre var det bemærkelsesværdigt at han ikke blot fremhævede pointen om fortidens dårskab i dét interview. Men også over for Energiwatch. Og over for Marketwire. Og over for DR.

Skulle det – trods forsikringer om det modsatte – være et bevidst udtryk for subtilt at sparke bagud, kan der sagtens findes i hvert fald delvist belæg. For forpligtelserne til at poste milliarder i den amerikanske forsyningskæde var skrevet ind i de bud, der blev indgivet i 2018 og 2019. Et strategisk valg fra Ørsted for at score højt på den del af udbudskriterierne, der ikke omhandlede afregningspris.

Bagsiden af mønten

Hvis Mads Nipper i sit stille sind føler, at Ørsted får uforholdsmæssigts mange tæsk i offentligheden, er det da heller ikke uforståeligt. For mens det store fokus falder naturligt i hjemlandet, er det også det danske energiselskab der i udlandet – og i udpræget grad på sociale medier – er prygelknabe for industriens kvaler. Dyrere udstyr, inflation og stigende renter er trods alt ikke isoleret til Ørsted.

Men i høj grad synes det at være bagsiden af den mønt, der har været trukket veksler på længe. Ørsted har ihærdigt kultiveret fortællingen om det tidligere kul- og olieselskab, der så lyset og blev en pioner i den grønne omstilling, hvilket har sikret en værdifuld profil, der rækker pænt ud over selskabets størrelse. 

Det var da også i høj grad til den fortælling, Mads Nipper lignede den ideelle casting til. I portrætter gennem tiden er gennemgående træk for den den tidligere marketingsmand plusord som åbenhed, venlighed og kommunikationsevner. Som de to første karakteristika fremhævede Ørsted-formand Thomas Thune Andersen da også topchefens fokus på bæredygtighed og stærke personlige lederskab.

Fremtidige fikspunkter

I forbindelse med den seneste nedtur har formanden til gengæld været tæt på tavs. Såvel EnergiWatch som andre medier har fået afvist interviewforespørgsler om topchefens fremtid; der er kun kommet et skriftligt citat om, at ”bestyrelsen ... sammen med ledelsen fortsat [vil] gøre sit yderste for at styre virksomheden gennem de aktuelle udfordringer”.

På samme vis er det bestyrelsen, der sammen med Mads Nipper har truffet beslutningen om at afskedige økonomi- og driftsdirektøren. Hvorvidt det er tilstrækkeligt til at vende strømmen er der umiddelbart to fremtidige fikspunkter, der kan give en indikation af.

Den første er det kommende kvartals- og årsregnskab. Dels fordi boet her atter opgøres i forhold til omfanget af nedskrivninger, der både kan blive rullet lidt tilbage men også risikerer at stige yderligere, hvis Ørsted ender med at hænge på dyre leverandørkontrakter på skrinlagte projekter. Dels fordi der her forventes at komme en udmelding om, hvorvidt de nuværende udbygningsplaner fastholdes.

Herefter følger den anden i form af ratingbureauernes endelige dom over, hvorvidt Ørsted skal beholde sin nuværende kreditvurdering, eller om selskabet degraderes til blot et enkelt hak over junk.