Vestas i storform efter rekordhøj ordreindgang

Aktieanalytikere mener, at der er grund til at kigge mere positivt for estimaterne for vindmølleproducenten, efter Vestas har vundet ordrer i en lind strøm i december.
AF RITZAU FINANS

Vestas har vundet ordrer i en lind strøm i december særligt fra det amerikanske marked med et stort omfang af komponentordrer. Og det giver anledning til at kigge mere positivt på estimaterne for vindmølleproducenten.

Det vurderer Klaus Kehl, som er aktieanalytiker hos Nykredit Markets, der også peger på, at den nervøsitet, flere markedsdeltagere på aktiemarkedet har haft forbundet med USA’s tiltrædende præsident, Donald Trump og amerikansk energipolitik, bliver reduceret efter Vestas' ordreboom.

"Samlet set må man sige, at den ordreindgang, Vestas har leveret i fjerde kvartal, er utrolig flot. Jeg havde ventet 9000 MW for hele 2017, og afhængig af hvordan de ikke-annoncerede ordrer falder ud, så tror jeg, at det lander på 9900 MW."

"Der er også mulighed for, at det kan gå over 10.000 MW, men det kommer til at ligge deromkring. Det er små 10 pct. bedre, end jeg havde regnet med, og det er også bedre end det, konsensus havde regnet med, der lå på omkring 8900 MW. Jeg kunne forestille mig, at nogle af de lidt mere negative kommer til at kigge mere positivt på deres estimater for 2017, end tilfældet har været tidligere, uddyber han over for Ritzau Finans.

Aktieanalytiker Janne Vincent Kjær hos Jyske Bank mener, at tilgangen af ordrer fra USA giver mulighed for, at Vestas vil opjustere forventningerne til de frie pengestrømme for 2016. Desuden løfter Jyske Bank sine forventninger til 2018.

"Med en stærk afslutning på året har Vestas overgået både vores og markedets forventninger til ordreindgangen i 2016. Vi forventer nu, at Vestas ender på en rekordhøj ordreindgang på 10.067 MW, skriver hun i en kommentar og tilføjer, at det er 1 GW over Jyske Banks tidligere estimat.

"Vi ændrer ikke på vores forventninger til omsætningen i 2017, men opjusterer vores forventninger til 2018 med 4,6 pct. Vi ser desuden en god mulighed for, at Vestas må opjustere sine forventninger til det frie cash flow i 2016, idet betalingen for de PTC-kvalificerede komponenter skal finde sted inden årets udgang," konstaterer hun.

Stærk ordreindgang reducerer risiko for 2017

Klaus Kehl mener, at den rekordhøje ordreindgang reducerer noget af den risiko, der stadig er indregnet i aktiekursen på grund af nervøsiteten omkring Donald Trump og amerikansk energipolitik.

"Mange af de ordrer, der kom her i fjerde kvartal er netop til USA. Så noget af den risiko, som jeg tror er indregnet i aktiekursen, kan blive taget ud i de kommende måneder, og jeg tror nogle vil blive mindre nervøse omkring 2017, efter at de har set den her ordreindgang," lyder det.

Også den svenske storbank SEB hæfter sig ved, at den seneste periodes strøm af ordrer giver positive udsigter i 2017 for den danske vindmølleproducent på trods af Donald Trump i Det Hvide Hus.

"Virkeligheden på jorden er bedre end frygtet på aktiemarkedet," skriver aktieanalytiker Fasial Kalim Ahmad i en analyse ifølge Bloomberg News.

Jyske Bank ser også positivt på 2017 og påpeger, at de hidtil annoncerede komponentordrer på 1493 MW sikrer god sigtbarhed for leveringerne i perioden fa 2017-2220.

"Hvis man tilføjer 2,5 GW i ikke-annoncerede ordrer har Vestas sikret sig ordrer på omkring 7,9 GW til levering i 2017, svarende til 87 pct. af vores 2017-estimat. Dette burde gøre Vestas i stand til at guide for en omsætning på over 8 mia. euro," forklarer Janne Vincent Kjær og tilføjer:

"Vi anslår, at rundt regnet 14 GW i fremtidig vindmøllekapacitet allerede er sikret gennem annoncerede komponentordrer. Med 1,4 GW i normale, faste og ubetingede ordrer på toppen heraf er en meget stor del af installationerne på det amerikanske marked i perioden 2017-2020 allerede sikret, hvilket giver begrænset risiko i forhold til vores estimat på 16,8 GW."

Efter annoncering af hele ni ordrer fredag rundede Vestas en samlet annonceret ordreindgang for 2016 på 9267 MW. Omfanget af ikke annoncerede ordrer for kvartalet offentliggøres først i februar i forbindelse med årsregnskabet for 2016.

Sydbank: Trump-risiko decimeret voldsomt med ordreboom

Britisk-amerikansk vindpar vil opføre 3 GW med Vestas og Siemens møller

Vestas får årets sidste ordre

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også