EnergiWatch

Sydbank: Trump-risiko decimeret voldsomt med ordreboom

Julens mange ordrer til Vestas antyder, at 2017 trods den kommende præsident kan blive bedre end ventet, mener analytiker, der er forbavset over fraværende kurshop.

Foto: Vestas

Vestas væltede sig i ordrer i december, hvor det særligt var det amerikanske marked, der var trækhesten med et stort omfang af komponentbestillinger, der åbner op for fremtidige ordremuligheder.

Den stærke ordrestrøm har ifølge aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank kraftigt reduceret den risiko, som var knyttet til valget af Donald Trump som USA's kommende præsident.

"Stik imod hvad jeg tror var den brede forventning i oktober, november og indtil starten af december, så springer Vestas alle rammer for, hvad der nærmest er muligt i vindmøllemarkedet," siger Jacob Pedersen til Ritzau Finans.

Sådan var Vestas' vilde jul

Hele 31 ordrer blev det til i december, heraf 17 i USA. Normalt er december en stærk måned for ordreindgang til vindmølleindustrien, men den seneste decemberrekord for Vestas var i 2013, da selskabet annoncerede under halvt så mange ordrer – 15 styk.

I regnskabet for tredje kvartal kunne analytikerne ellers notere et fald i ordrebogen, hvilket fik dem til at fokusere på, at 2017 måske ville blive mindre godt end tidligere vurderet.

"Men at ordreindgangen ender med at blive så stærk, er selvfølgelig positivt i forhold til mulighederne for at skabe et ikke så stort tilbagefald - måske endda en flad udvikling i 2017 – i forhold til 2016," vurderer Jacob Pedersen.

"Hvad der er endnu vigtigere, er alt det, der ligger under havoverfladen på de ordrer, som kommer. Rigtigt mange af ordrerne er jo af den type, som kvalificerer en stor pipeline hos kunderne til den høje skatterabat, eller det høje investeringstilskud, som man også kan få i USA," siger han.

Vestas får endnu en USA-ordre

Mange af ordrerne omfatter vindmøllekomponenter og er sammensat på en måde, der bringer kunden over den grænse på 5 pct. af de samlede projektinvesteringer, som var krævet for at få adgang til den vigtige støtteordning PTC - før værdien af ordningen blev nedtrappet fra 1. januar 2017.

"Ved at give Vestas de ordrer har rigtig mange amerikanske kunder sikret sig skattemyndighedernes ord for, at de nok skal få den høje skatterabat for de vindmøller, de skal opføre. Og det har de fire år til at gøre nu."

"Så for mig at se ligger den risiko, der er relateret til Trump og hans ageren i forhold til vindmøllemarkedet, først efter 2020. Det skulle gerne være på et tidspunkt, hvor vindenergien under alle omstændigheder er konkurrencedygtig og kan leve uden tilskuddet," vurderer Jacob Pedersen.

Han estimerer, at hvis de vindmøller, som kunderne nu har kvalificeret til skatterabat også bliver stillet op, så ligger der yderligere 13.000 megawatt i ordrer og venter - ud over de ordrer, der her og nu er faste og ubetingede for Vestas.

Vestas får USA-ordre på 131 MW

"Måden, det her ville kunne blive smadret på, er, hvis det er sådan, at der kommer en ændret lovgivning i USA med tilbagevirkende kraft. Det har vi ikke set før, og det gør man politisk normalt aldrig. Så risikoen på kort sigt i forhold til Donald Trump, mener jeg, er decimeret voldsomt," siger Jacob Pedersen endvidere.

Valget af Trump som præsident kan meget vel have sat yderligere gang i ordrestrømmen for Vestas i december.

"Jeg tror, at rigtig mange kunder har kunnet se en idé i at få det her gennemført og sikret sig de rigtigt gode vilkår, inden Donald Trump sætter sig i præsidentembedet," siger Jacob Pedersen.

Han undrer sig over, at Vestas-aktien ikke har reageret endnu mere positivt på strømmen af ordreannonceringer.

Skidt år for vindmølleaktier - trods god ordreaktivitet

"Det undrer mig lidt, at investorerne ikke sætter pris på – eller måske helt forstår – den type ordrer, som Vestas har fået i hus her. For det er kun toppen af isbjerget, vi ser. Jeg ved ikke, om nervøsiteten stadigvæk er, at Donald Trump kan smadre et eller andet med tilbagevirkende kraft. Den tror jeg simpelthen ikke på, men det er ikke til at vide," siger Jacob Pedersen.

Efter annoncering af hele ni ordrer fredag rundede Vestas en samlet ordreindgang for 2016 på 9267 megawatt. Omfanget af uannoncerede ordrer for kvartalet offentliggøres i forbindelse med regnskabet for 2016 i februar.

Vestas-aktien har mandag startet det nye år med en stigning på 2,6 pct. til 470,80 kr.

Mere fra EnergiWatch

Ørsted-direktør stopper

Declan Flanagan, ansvarlig for Ørsteds onshore-forretning, har opsagt sin stilling efter tre år. Han har brug for forandring, lyder det.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs