Trump får bank til at barbere kursmål for Vestas

Nykredit sænker kursmålet for Vestas-aktien fra 600 til 525 kr. men anbefaler fortsat at købe. Donald Trump kommer til at skabe usikkerhed om USA's marked fra 2020, lyder vurderingen.
Foto: Mark Ralston/AP/Polfoto
Foto: Mark Ralston/AP/Polfoto

Nykredits Vestas-analytiker, Klaus Kehl, har set nærmere på fremtiden for Vestas, efter at det onsdag stod klart, at republikanske Donald Trump får overdraget nøglerne til Det Hvide Hus 20. januar næste år. Og han peger på, at Trump skaber usikkerhed om, hvordan det amerikanske marked for vindmøller kommer til at udvikle sig.

"Det skaber usikkerhed på den mellemlange bane om det amerikanske marked, mens vi tvivler på, at han kan påvirke udviklingen de første par år. Vi indbygger en højere risikopræmie end tidligere og sænker vores kursmål til 525 kr. fra 600 kr.," skriver chefanalytikeren i en mindre analyse af Vestas.

Vestas-topchef: Vi er på vej ind i et anderledes marked

"På nuværende kurs handler aktien samtidig med en rabat på 35-45 pct. til andre industriselskaber, hvilket indikerer, at en stor del usikkerhed om det amerikanske marked allerede nu er indregnet. Den største risiko til vores positive holdning er, at Trump kan annullere den allerede vedtagne PTC-ordning," påpeger Klaus Kehl.

Trumps manglende energivisioner

Vestas faldt med 8,5 pct. til 431,00 kr. onsdag. Det skete i kølvandet på, at navnet på kommende amerikanske præsident blev slået fast. Det er en præsident, der har haft en klimarådgiver, der ikke tror på den globale opvarmning, og som vil ophæve begrænsningerne på udvinding af olie, kul og naturgas.

"Hvad han kommer til at gøre og kan gøre, er dog reelt svært at gennemskue for nærværende. Vi venter ikke nogen afklaring de første par måneder, ligesom vindenergi givetvis ikke er hans første prioritet," skriver Klaus Kehl.

"Vi har dog svært ved at se, at han kan påvirke forløbet af den nuværende PTC-ordning, som allerede er vedtaget, og vi venter derfor et fortsat stabilt til stigende USA-marked frem mod 2020," vurderer han.

Låst frem til 2020

Længere ude i horisonten er det mere usikkert, hvad der sker med det amerikanske vindmarked. Og det vil blive påvirket af både Trumps politiske tiltag, og hvor meget vind formår at forbedre konkurrenceevnen, således at afhængigheden af politisk opbakning og subsidier vil blive reduceret, påpeger Klaus Kehl.

"Vi påpeger samtidig, at en meget stor del af den amerikanske befolkning (både republikanere og demokrater) er positiv stemt for vedvarende energi," fastslår chefanalytikeren.

Nykredit fastholder sin "købs"-anbefaling på Vestas-aktien efter "et stærkt regnskab".

Vestas fik enorme klø for pragtregnskab

Vestas kom med tal dækkende årets tredje kvartal i tirsdags. Regnskabet indeholdt en stor opjustering og bedre resultater end ventet. Alligevel fik selskabet smæk på dagen, hvor aktien faldt med 9,1 pct.

"Samlet anser vi regnskabet som positivt, da det indikerer, at Vestas for alvor formår at omsætte et stigende aktivitetsniveau til en stigende indtjening," lyder det fra chefanalytikeren fra Nykredit.

Torsdag formiddag stiger en aktie i Vestas med 1,1 pct. til 435,50 kr.

Runevad: Trump-sejr vil intet betyde for Vestas

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også