Dansk topchef stifter international vindkonsulent

Tre veteraner i vindbranchen vil bruge deres kollektive fortid som chefer hos blandt andet Senvion, Alstom, LM og Vestas til at professionalisere branchen også længere nede i fødekæden.

Selv om der er tale om en ny virksomhed er folkene bag gamle i gårde. Tre tidligere direktører har samlet vindkræfterne fra sammenlagt mere end et halvt århundrede i branchen og stiftet konsulentvirksomheden Aventage, der vil fokusere udelukkende på vind.

Trioen består af LM Wind Powers tidligere salgsdirektør Ian Telford, den forhenværende chef for leverandørkæden hos Alstom Wind, Eddie Rae, samt Lars Rytter, der senest var driftschef hos den tyske vindmølleproducent Senvion. Tidligere har danskeren haft topstillinger hos blandt andet Vestas og Nordex, mens de øvrige to også bidrager med ballast fra så forskellige selskaber som Nissan og Dow Chemical.

"Vores fokus er at være lidt et alternativ til de store konsulenthuse ved at kunne bringe erfaring ind fra folk, der har siddet i den samme situation som kunderne, og som har prøvet at være igennem det, de skal igennem," forklarer Lars Rytter til EnergiWatch.

"Uden at tale ondt om de øvrige konsulenter, så skal vores kunder ikke bare modtage et regneark. Efter vores mening har der været et hul i markedet, som vi kan lukke med vores ekspertise; min egen erfaring fra den anden side af bordet er, at det er en fordel ikke kun at have talentfulde konsulenter siddende foran en, men også erfarne ledere der kender området indefra."

Mens virksomheden teknologisk udelukkende vil fokusere på vind, så er det til gengæld en ret bred vifte af emner, de reklameres med. Fokus skal således være på rådgivning inden for alt fra sourcing af komponenter, omkostningseffektivisering, forretningsudvikling, strategiarbejde, konfliktløsning, optimering af leverandørkæden til fusioner og opkøb.

Lars Rytter har selv direkte erfaring fra ikke blot leverandører og det strategiske arbejde men også indirekte fra opkøb. Suzlon hentede ham således ind som COO, dengang Senvion endnu hed Repower og var indisk ejet, mens han forlod koncernen for et år siden efter frasalget til Centerbridge.

Dansker skal lede udfordret REpower 

I den mellemliggende periode har branchen oplevet flere kortblandinger med blandt andet sammenlægningen af GE og Alstom, Nordex og Acciona samt naturligvis senest Siemens og Gamesa. Den trend formoder Lars Rytter vil fortsætte, hvilket vil medføre nye udfordringer også længere nede i industriens led.

"Man vil formentlig se underleverandører gå sammen for at skabe stærkere spillere i industrien," vurderer han.

"Men derudover skal den store skov af underleverandører også under alle omstændigheder indstille sig på, at når industrien vokser og bliver mere moden, så vokser også kravene om at selv de de små virksomheder øger deres professionalisering i samme takt."

I første omgang kommer Aventage kun til at bestå af de tre partnere. Om end at ikke kun deres baggrunde men også den geografiske spredning er relativt bred: Danske Lars Rytter kommer til at arbejde ud fra Hamborg, englænderen Ian Telford fra Spanien og Schweiz mens skotten Eddie Rae har base i Istanbul. Planen er dog at føje både mere personale og flere partnere til, men uden at det skal gå for hurtigt.

"Tanken er ikke at opbygge en voldsomt stor virksomhed. Vi vil gerne have en overskuelig størrelse, men hvor vi dels kan samarbejde med de store konsulenthuse og kapitalfondene, og dels kan trække på vores netværk og hente relevante folk ind ad hoc til de forskellige opgaver, alt efter hvilke kompetencer, der er påkrævet," siger Lars Rytter.

Analyse: Vindbranchen er ved at blive voksen

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også