Vindmøller i tyfon-område skal holdes fast med dansk design

Cowi skal designe jordskælvs- og tyfon-sikre fundamenter til Taiwans første havmøllepark.
JENS NIELSEN

Dansk ingeniørkunst kommer til at stå sin prøve, når den 130 MW store havmøllepark Formosa I OWF kommer i drift som Taiwans første havmøllepark – og som en af de få, der er opført i et tyfon-område. Møllernes fundamenter er designet af Cowi i Lyngby.

Det danske ingeniør- og rådgivningsvirksomhed har allerede afsluttet detailprojektering på to af de i alt 32 fundamenter til den taiwanesisk vindmøllepark, og det er dem, der skal fungere som prototype for de resterende 30.

"Risikoen for jordskælv og tyfoner stiller naturligvis yderligere krav til fundamenternes holdbarhed. Derfor har vi også en bred skare af Cowis eksperter med, der ved, hvad det vil sige at bygge i jordskælvszoner," siger Martin Møller, projektleder på havvindmølleparken i Taiwan.  

Selskabet kan blandt andet trække på sine mange års erfaring med store broprojekter, eksempelvis Busan-Geoje linket i Sydkorea, der også ligger i risikozonen for jordskælv og tyfoner.

"Turbinen kommer til at ligge i 100 meters højde og vil veje, hvad der svarer til mere end 100 elefanter. Når en så stor konstruktion bliver udsat for en tyfons ekstreme vindstød på op til 250 km/t, vil det skabe en stor belastning på fundamenterne. Dertil kommer risikoen for kraftige jordskælv. Kort sagt er der et åbenlyst behov for grundige geotekniske, strukturelle og hydrauliske analyser for at kunne afgøre det optimale fundament design," siger Martin Møller.

Cowi opkøbte i december sidste år det norske firma TDA Engineering og fik dermed yderligere ekspertice inden for offshore vind-projekter.

"Vores erfaring inden for detailprojektering dækker alle tre hovedtyper af fundamenter; monopæle, jackets og gravitations fundamenter," siger Jan Rønberg, markedsdirektør for Offshore Wind i Cowi.

Formosa I OWF skal efter planen stå færdig i 2019 som den første af en række offshore vindmølle-parker i Taiwan.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også