Siemens milimeter fra at lande Gamesa-handel

Det er tilsyneladende mere end tæt på med en aftale mellem Siemens og Gamesa. Det spanske selskab oplyser at selskaberne har nikket ja til handlen. (Opdateret 10.26 med børsmeddelelse fra Gamesa.)
Foto: PR, Gamesa
Foto: PR, Gamesa
AF RITZAU FINANS & ENERGIWATCH

Tyske Siemens og den spanske vindmølleproducent Gamesa er tæt på at kunne annoncere den ventede transaktion om at kombinere de to selskabers vindmølleaktiviteter.

I følge en børsmeddelelse fra Gamesa til det spanske aktiemarked har Siemens og Gamesa nu nikket ja til de overordnede betingelser for handlen. Endnu mangler de to selskaber dog at afslutte forhandlingerne i detaljer, lige som myndighedsgodkendelsen også udestår.

Det har der været rygter om i månedsvis, men de er taget til de seneste dage. Fredag har børsen i Madrid suspenderet handelen med aktierne i Gamesa.

Sammen vil de to selskaber blive en hård konkurrent til Vestas, men samlet set vil en fusion være en god nyhed for den aarhusianske storspiller på markedet for vindmøller.

Det vurderer Jacob Pedersen, Vestas-analytiker hos Sydbank, efter nyheden, om at Gamesas bestyrelse har godkendt en fusion med Siemens vindmølleforretning.

"Det skaber en meget stærk konkurrent, hvis de to går sammen. Men det spiller også en konkurrent af banen på rigtigt mange markeder. Jeg ser dem ikke tage flere ordrer fra Vestas, end de gør hver for sig i dag. Sammen vil de to selskaber få bedre indtjeningsmuligheder, men jeg venter bestemt ikke, at de vil sænke priserne for at tage markedsandele," siger analytikeren.

Den største knast i handlen mellem Siemens og Gamesa har i følge Wall Street Journal været Gamesas engagement i havmølleselskabet Adwen, som spanierne har sammen med det franske energiselskab Areva. En klausul, der forhindrer selskabet i at opføre havmøller i andet regi og som derfor de facto gjorde fusionen med havmøllekongen Siemens uladsiggørlig.

Den amerikanske avis' kilder peger dog ikke på deciderede nye løsninger af den gordiske knude. Den eneste sikre faktor i ligningen lyder således til at være, at Areva ikke længere skal være en del af Adwen. Løsningen skal angiveligt enten findes i, at hele havmøllejointventuret sælges til tredjepart, eller at Siemens/Gamesa køber franskmændene ud.

I så fald vil fusionsselskabet forsøge at afhænde det hurtigst muligt, lyder det, og kun hvis alt andet glipper inkorporere det i selskabet.

Tysk havmøllepark besluttet 

GE afviser forhandlinger om ugleset havmølleselskab

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også