Siemens vil følge Vestas tilbage på vækstmarked

Oh ak, oh ve, o banco nacional do desenvolvimento. Sådan har adskillige vindmølleproducenter givetvis følt om den brasilianske udviklingsbank, der normalt tituleres under forkortelsen BNDES, når den har afgjort, at der ikke foregik nok lokal produktion, til at den ville udstikke billige lån til lokale udviklere til netop deres møller.
Lige som Vestas mistede også Siemens sin godkendelse i 2012. Men hvor Vestas fik sin tilbage kørt før jul, har den dansk/tyske vindmølleproducent fortsat til gode at få det afgørende nik. Det skal dog ske i år, siger selskabets brasilianske vindchef, Eduardo Angelo, til Recharge.
"Der er plads [til en ny leverandør til Brasiliens vindmarked], og de, der overlever, er de med udholdenhed og en langsigtet vision. Vi annoncerer investeringer på et tidspunkt, hvor der er krise i landet," siger han til mediet.
Fusionsmål allerede stærk i Brasilien
For det går som muligvis bekendt ikke pokkers godt for den brasilianske økonomi. Efter flere år på pladsen som det vækstmarked med måske størst potentiale uden for Kina er væksten i Brasilien som følge af blandt andet oliepriskrisen tæt ved kollapset. Men det afholder altså ikke Siemens i at ville investere i en form for lokal produktionsapparat at bygge eller samle sine SWT-2.3-120-møller i landet.
Over for Recharge fortæller Siemens, at planen er, at deltage allerede i efterårets reserveaution. Den omhandler vindmøller, der skal være i drift i 2019, hvilket giver vindmølleproducenten et par år til at få samlet de amerikanskproducerede møller inden for BNDES' rammer om lokalproduktion.
Foruden Vestas har også GE (Alstom), Nordex (Acciona), Enercon, WEG og Gamesa tilladelsen i orden. Sidstnævnte har den næststørste markedsandel efter GE – især efter dennes overtagelse af Alstom – senest med en ordre på 136,5MW i begyndelsen af maj. Spanierne, der angiveligt stadig forhandler om en fusion med Siemens, har ifølge Make øget sin markedsandel i Brasilien fra 10 til 29 pct. fra 2014 til 2015.
Alstom får BNDES-godkendelse tilbage
Vestas bekræfter brasiliansk godkendelse
Relaterede artikler:
Konkurrent får brasiliansk Vestas-forbandelse
For abonnenter
Nordex sikrer sig nye milliarder
For abonnenter
Vestas mangler stadig chef på nøglemarked
For abonnenter