Analytikere banker Vestas-mål i vejret

Efter fredagens amerikanske vedtagelse af PTC-forlængelsen skruer flere banker kursmålene markant op. Fremgangen fortsætter de kommende år, vurderer Sydbanks aktieanalysechef.
Foto: Vestas
Foto: Vestas

Vestas-aktien er mere end fordoblet i kurs i 2015, men ifølge flere danske banker er der meget mere i vente. Danske Bank hæver således kursmålet til 575 fra 490 kr., Nordea skruer forventningen op fra 470 til 530 mens også Sydbank forventer mere potentiale i aktien.

Årsagen er, at de amerikanske politikere fredag endelig vedtog at forlænge PTC-ordningen frem til 2020. En handling, der blev manøvreret på plads ved til gengæld at give olieindustrien udsigt til en ophævelse af USA's forbud mod olieeksport.

Huset vedtager lovpakker med PTC-forlængelse

Forlængelsen af ordningen har længe været ventet med stor spænding i industrien - og ikke mindst hos Vestas, der i år har haft ordrer for hele 2.670MW i USA. Derfor er udsigten til en - dog gradvist udfasende - støtteaftale endog meget godt nyt.

"Forlængelsen på fem år rydder den største usikkerhedsfaktor for Vestas af vejen. I de seneste mange år har det amerikanske marked for vindmøller vist store udsving, når en kortløbende PTC har fået lov til at udløbe. Med forlængelsen i fredags er den usikkerhed væk i de næste mange år, og det er usædvanlig godt set med Vestasbriller, da USA aktuelt udgør ca. 30 pct. af Vestas' marked," skriver Sydbank i en kommentar, mens Nordea i en kommentar mandag morgen følger trop.

Nær bedst tænkelige scenarie

"Efter fredagens børsluk i Danmark blev den amerikanske PTC-støtteordning til vindkraft forlænget i fem år. Den nye ordning indebærer en gradvis nedtrapning af støtten i perioden 2017-2020, men ikke desto mindre ser vi udfaldet som noget nær det bedst tænkelige scenarie for Vestas. Nu er der vished omkring udsigterne for vindenergi i USA."

Da vindmøllebranchen samtidig konstant formindsker sine udgifter, og der ifølge Sydbank kan være udsigt til en højere pris på CO2-udledning for konkurrerende energiformer, vil der også efter 2019 være et godt marked for vindmøller i USA.

"Vi vurderer, at konsekvensen for Vestas bliver støt fremgang i de kommende år, hvor selskabet står med gode kort på hånden til at forbedre overskudsgraden yderligere i takt med god sigtbarhed til et stigende aktivitetsniveau," konkluderer Sydbanks aktieanalysechef Jacob Petersen over for Ritzau Finans.

Juletid er ordretid

På den lidt kortere bane husker Nordeas chefaktiespecialist Michael Borre på, at vindmølleproducenter typisk har ganske travlt i juleferien med at lukke ordrer inden årets udgang.

"Vi går ind i nogle dage nu, hvor Vestas gerne får mange ordrer. Vores analytiker tror, at selskabet får et rigtig godt fjerde kvartal, og at der kan komme et aktietilbagekøbsprogram i forbindelse med regnskabet. Omvendt er det ikke længere en billig aktie, og vi begynder at nærme os et niveau, hvor den er fair prissat," siger han til Ritzau Finans.

Vestas-aktien er steget fra en kurs på 215,70 kr. ved årets start til 477,50 kr. ved lukketid fredag. Den seneste uge, hvor PTC-forlængelsen begyndte at blive en realitet, er aktien steget 8 pct.

Mandag formiddag åbnede Vestas i plus 1,6 pct.

Barclays: Ny PTC vil give amerikansk ordretop i 2017

Vestas-direktør: Med opkøb kan vi angribe markedet på en helt anden måde

Vindindustrien ønsker stabilitet om amerikansk støtte

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også