Norge vil skrue op for vindmølleudbygning

Der er godt nyt til udviklere af vindmølleprojekter i Norge, hvor regeringen vil forbedre afskrivningsreglerne for investering i vindenergianlæg. De gunstigere afskrivningsregler skal sikre, at en større del af vindkraftudbygningerne i det fælles elcertifikatmarked med Sverige kan ske i Norge.
Det oplyser det norske olie- og energiministerium onsdag.
"Finansministeriet vil udarbejdet et forslag, som vil blive sendt i høring. Forslaget til nye regler skal efter planen fremlægges for Stortinget i foråret 2015," fremgår det af onsdagens meddelelse.
Reglerne skal dog gælde allerede med virkning for indtægtsåret 2015, siger olie- og energiminister Tord Lien.
Sverige og Norge har et fælles elcertifikatmarked og fastsatte i 2012 et mål om at øge den vedvarende energiproduktion frem til 2020 med 26,4 terawatt-timer (TWh), svarende til 26.400.000 megawatt-timer. Per 1. juli var der i perioden idriftsat anlæg med en normalårsproduktion på 1,2 TWh i Norge og 6,7 TWh i Sverige, hvor andelen af vindenergi var henholdsvis 0,2 TWh og 5,2 TWh i de to lande.
Relaterede artikler:
Kabler mellem UK, Danmark og Norge rykker tættere på
For abonnenter