Mere fokus på møllekvalitet i Kina
Det går bedre for de danske underleverandører til vindmølleindustrien i Kina, end det har gjort længe, fordi der nu fokuseres mere på kvalitet frem for pris alene. I hvert fald offshore, hvor problemer er dyrere at rette op på end onshore, skriver Børsen (login).
"Det er et meget positivt signal, at de kinesiske producenter nu ikke længere kun kigger på pris, pris og atter pris. De har fået øjnene op for, at det i det lange løb bedre kan betale sig at investere i komponenter af højere kvalitet, der så til gengæld gør vindmøllen mere holdbar og mere driftsikker," siger Thomas Møller Andersen, der er formand for Danish Wind Group China og Kina-chef for oliefilter-producenten C.C. Jensen fra Svendborg.
Fremgangen blandt underleverandørerne skyldes blandt andet, at kinesiske Envision, der har sin 30 mand store udviklingsafdeling i Silkeborg, men hovedsageligt sælger møller i Kina, efterspørger velafprøvede løsninger. Det er især danske og europæiske producenter, det kommer til gode.
Vestas ude i kulden
Envision fortæller dog også til Børsen, at man trods møller af høj kvalitet fortsat slår de vestlige producenter på prisen, og fremgangen blandt visse underleverandører ændrer da heller ikke på, at de danske vindmølleproducenter fortsat kæmper i Kina.
Vestas har investeret milliarder i landet, men rundede forleden en kedelig milepæl, da det er mere end et år siden, at man senest annoncerede en ordre. Selskabet har varslet, at man vil have en større bid af den kinesiske kage, men det er stadig noget uklart, hvordan det skal ske.
Siemens har satset offshore i stedet for onshore i Kina, blandt andet gennem et lokalt partnerskab, men udbygningen på havet er gået langsommere end ventet, selvom selskabet arbejder på flere projekter.
Vestas runder træls Kina-jubilæum
Siemens' Kina-satsning kaster ordrer af sig
Relaterede artikler:
Vestas runder træls Kina-jubilæum
For abonnenter
Siemens' Kina-satsning kaster ordrer af sig
For abonnenter