Stort biofuel-anlæg på plads i USA

Novozymes leverer enzymer til 2G-anlægget Project Liberty i Iowa, som hollandske DSM og amerikanske Poet står bag.
Project Liberty-anlægget er opført staten Iowa nær byen Emmetsburg. | Foto: POET-DSM
Project Liberty-anlægget er opført staten Iowa nær byen Emmetsburg. | Foto: POET-DSM
AF RITZAU FINANS

Det hollandske selskab DSM og dets amerikanske partner og ethanolproducent Poet holdt onsdag officiel åbning af deres første kommercielle cellulosebaserede ethanolanlæg, Project Liberty.

Danske Novozymes er blandt leverandørerne af enzymer til anlægget, der kan omdanne cellulose fra kolber, blade, skaller og stilke, som er tilovers fra majsproduktionen, til bioethanol.

Den første sending bioethanol er produceret på anlægget, som nu bevæger sig mod kontinuerlig produktion, fremgår det af en meddelelse fra DSM og Poet. Når anlægget på et tidspunkt kommer op på fuld produktionskapacitet, vil det omdanne 770 ton biomasse om dagen og producere 20 mio. gallon bioethanol om året. Senere sættes kapaciteten op til 25 mio. gallon bioethanol.

Det var en torn i øjet på Novozymes, da DSM, som også laver 2G-enzymer, for cirka to og et halvt år siden med en stor investering købte sig til et partnerskab med Poet, der havde været en mangeårig Novozymes-partner. Allerede dengang slog daværende enzymdirektør og nuværende administrerende direktør i Novozymes, Peder Holk Nielsen, dog fast, at Novozymes forblev leverandør til Project Liberty.

Den melding har Novozymes siden holdt fast i - blandt andet i forbindelse med selskabets regnskab for første kvartal 2014 i slutningen af april i år.

"Vi leverer til Liberty, men jeg kan ikke sige, at vi leverer alle enzymer, da der kan være andre. Men det er mellem os og vores partner," sagde koncerndirektør Thomas Videbæk dengang på en telekonference.

Ved samme lejlighed bekræftede finansdirektør Benny Loft, at den oprindelige aftale med Poet sagde, at Novozymes skulle levere enzymer til Project Liberty i projektets første fire år.

Sidste år åbnede Novozymes' italienske partner, Beta Renewables, sit første cellulosebaserede ethanolanlæg i norditalienske Crescentino og flere åbninger følger rundt om i verden i år.

Foruden Projekt Liberty fra DSM og Poet ventes også Abengoa, Dupont, GranBio og Raízen at åbne kommercielle 2G-anlæg i 2014, og som allerede offentliggjort af Novozymes, vil de to sidste få deres enzymer fra det danske selskab.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Illustration: Floating Power Plant

Dansk udvikler køber 4 MW-mølle af Siemens Gamesa

For abonnenter

Læs også