Analytiker: Påskønner ny brasiliansk Vestas-strategi

"Vi håber, at de udbud, der kommer i fremtiden, sker til nogle priser, så man også kan tjene penge på det," siger Sydbank-analytiker.
AF RITZAU FINANS

Det er efterhånden længe siden, at Vestas har annonceret ordrer på det brasilianske marked, og derfor falder den nye strategi, som vindmølleproducenten annoncerede forleden, i god jord hos aktieanalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank.

Nøglen for Vestas har været at blive godkendt hos den brasilianske udviklingsbank, BNDES, for at sikre kunderne adgang til billig finansiering, og det er baggrunden for, at selskabet har besluttet at investere knap 240 mio. kr. i landet og desuden har besluttet at indkøbe vinger og tårne hos lokale underleverandører.

"Det er en del af Vestas' strategi, at man vil vokse mere på nye markeder, og det her er en af metoderne. Det er et billede på det nye Vestas, at man accepterer, at man køber sådan noget som vinger ude i byen for at leve op til de krav, der er. Det synes jeg er en rigtig beslutning, for man kan ikke have det hele på alle markeder," siger Jacob Pedersen til Ritzau Finans.

BNDES har i flere omgange justeret og øget kravene til, hvor meget af møllen, der skal være produceret lokalt, for at ville tilbyde billig finansiering, og det har i en periode holdt Vestas uden for døren, når projektudviklere skulle source møller til deres projekter.

"Status i Brasilien er, at selvom Vestas har etableret en fabrik i landet, så har man endnu ikke gjort sig fortjent til at kvalificere sig til den bilige finansiering, som man kan få igennem udviklingsbanken. Det svarer et eller andet sted til at smide penge ud af vinduet, for hvis du ikke har adgang til den her meget attraktive finansiering til de projekter, som dine møller er involveret i, så står du meget dårligt konkurrencemæssigt," siger Jacob Pedersen.

Mindst 400 megawatt

Med andre ord krævede det nye initiativer, hvis Vestas ville være med. Vestas vil som led i planerne lokalisere 70 pct. af nav- og nacelleproduktionen for sin 2,0 megawatt mølle på sine faciliteter nær Fortaleza i staten Ceará, hvor selskabet her vil have en produktionskapacitet på over 400 megawatt. Derudover indkøbes vinger og tårne lokalt for at komme over det niveau, der kræves for lokalt produktionsindhold.

"Man har været nødt til at gøre noget mere, og nu har man så fundet en løsning, hvor man også køber vinger lokalt. Det er nogle af de skridt, som Vestas er nødt til at tage. Man kan ikke etablere fuldskala produktion på alle markeder, det må man bare acceptere," siger Jacob Pedersen.

Det brasilianske marked betegner han som meget spændende fremadrettet, men det er også et stærkt konkurrencepræget marked, hvilket priserne under de seneste udbudsrunde af vindmølleprojekter har været et tydeligt vidnesbyrd om.

"Priserne på de seneste udbudsrunder har været meget lave. Så det er et spændende marked, men det er også et marked, hvor der er konkurrence om tingene. Man kommer ikke sovende til noget i Brasilien, det er helt sikkert," siger Jacob Pedersen.

Meddelelsen om den nye strategi i Brasilien blev annonceret onsdag aften og kom som en pressemeddelelse, og altså ikke en fondsbørsmeddelelse. Det siger ifølge analytikeren noget om betydningen for Vestas-koncernen samlet set.

"Hvis det var rigtigt banebrydende og virkelig forandrede Vestas med et trylleslag, så var det kommet som en fondsbørsmeddelelse. Det her forandrer Vestas i Brasilien og styrker Vestas i landet, og så må vi håbe, at de udbud, der kommer i fremtiden, sker til nogle priser, så man også kan tjene penge på det," siger Jacob Pedersen.

Vestas i brasiliansk millionsatsning

Analyse: Ingen vindsamba til Vestas og Siemens

EDPR vil investere godt 13 milliarder i vind

Flot brasser-ordre til Gamesa

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Illustration: Floating Power Plant

Dansk udvikler køber 4 MW-mølle af Siemens Gamesa

For abonnenter

Læs også