EKF spiller ind i geografien for Vestas

"Der har været flere tilfælde, hvor vi har besluttet at bruge komponenter fra et andet sted, fordi det gjorde det muligt at få EKF ind i en handel," siger Vestas-salgschef Juan Araluce.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
AF RITZAU FINANS

Det er ikke helt uden fordele for Danmark, når EKF (tidligere Eksportkreditfonden) støtter globale eksportfirmaer som Vestas. At kunne få EKF ind over et projekt har for eksempel fået verdens førende vindmølleproducent til at genoverveje, hvor vindmøllerne skulle produceres.

"Der har været flere tilfælde, hvor vi har besluttet at bruge komponenter fra et andet sted, fordi det gjorde det muligt at få EKF ind i en handel," siger Vestas-salgschef Juan Araluce til Ritzau Finans.

Det er formentlig sød musik i ørerne på EKF, som skal bevare og skabe arbejdspladser i Danmark ved at stille garantier for eksportfirmaer.

"EKF er sat i verden for at støtte alle brancher, der har brug for os, hvis de skaber værdi i Danmark, og selvfølgelig hvis de er kreditværdige og indgår ansvarlige handler. Det er vores tre hovedkriterier," siger EKF-direktør Anette Eberhard til Ritzau Finans.

Ifølge EKF har de projekter, fonden var med i i 2013, bidraget til at skabe eller fastholde 16.500 danske jobs. Vindmøllebranchen udgjorde mere end 60 pct. af de projekter, EKF støttede i årets løb.

"Vestas har stadig en masse arbejdspladser og ansatte i Danmark, og det er en del af, hvad vi evaluerer. Det er ikke kun et spørgsmål om job i produktionen, men også eksempelvis i projektudvikling og forskning – som ikke kun sker i Vestas-regi, men også i samarbejde med universiteterne. Og så er der ikke mindst de mange danske underleverandører, der er afhængige af Vestas og Siemens," siger Anette Eberhard.

Vestas har de seneste år skruet ned for investeringerne og ikke bygget nye fabrikker, da efterspørgslen efter vindmøller var langt svagere, end selskabet havde håbet på. Men i fremtiden er det planen at satse på den store V164-offshorevindmølle, og der kan muligheden for EKF-støtte spille ind, når fabrikkerne skal placeres, bekræfter Juan Araluce.

I dag har Vestas danske fabrikker i Ringkøbing, Lem, Skjern og Hammel samt et lager i Randers. Desuden ligger hovedkontoret og forskningscentret i Aarhus, mens nogle af kontorfunktionerne flytter til København i slutningen af 2014.

Vestas-chef: USA-rammeaftaler er uafhængige af ny PTC

Statoil modarbejder grønne EU-mål

Dongs Race Bank har fart på

Britisk oliearbejder dræbt i Brasilien

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Photo: Illustration: Floating Power Plant

Dansk udvikler køber 4 MW-mølle af Siemens Gamesa

For abonnenter

Den 1. juni begyndte Senvions tidligere økonomidirektør Manav Sharma som amerikansk landechef for Nordex. Snart får han en ny fabrik at råde over. | Photo: Senvion

Nordex genstarter produktion i USA

For abonnenter

Læs også