Vestas flytter kontorer til København
Tidligere rygter talte sandt: Vestas rykker nu en række kontorer til København.
Det fortæller selskabet i en pressemeddelelse.
Medie: Vestas på vej med kontor i København?
Her fremgår det, at selskabet sælger en af de to bygninger ved hovedkvarteret i Aarhus fra og i stedet flytter funktionerne til hovedstaden for at være tættere på kunder, investorer m.fl. og tættere på Kastrup Lufthavn.
Kontorerne, som flytningen omhandler, er Global Sales; Global Marketing, Communications & Corporate Relations og Finance (minus IT). Selskabet understreger dog, at selve hovedkvarteret fortsat vil være i Aarhus.
Omrokeringen betyder, at omkring 200 ansatte flyttes - lidt mindre end 15 pct. af dem, der sidder i Aarhus. Reorganiseringen vil spare omkring 10 mio. euro om året, knap 75 mio. kr., når den er på plads.
Klik her og tilmeld dig to gratis daglige nyhedsbreve fra EnergiWatch
"Alle ansatte i de berørte kontorer vil blive tilbudt at flytte til København," lyder det i meddelelsen.
Flytningen sker fra 1. august 2014 og forventes at være færdig 31. december 2014.
Vestas' nye kontorer i hovedstaden forventes at skulle være på adressen Hedegaardsvej 88 på Amager.
Vestas underskriver hensigtserklæring om Wind for Prosperity