Afklaring om Vestas-brand har lange udsigter
Der er lange udsigter til en fuldstændig afklaring af, hvad der skete i slutningen af oktober, da to mekanikere mistede livet i en brandulykke i en 10 år gammel Vestas-mølle.
Det oplyser det hollandske firma Bettink Service Team, der står for service og vedligeholdelse af mølleparken Piet de Wit, som blev ramt af ulykken.
"Resultaterne af vores undersøgelser vil tage et stykke tid. Der går formentlig fem måneder, før vi ved alt om ulykken. Indtil da vil vi bare vente på resultaterne og se, hvad vi kan gøre med dem," skriver Frans van Zetten fra Bettink Service Team i en mail til EnergiWatch.
Umiddelbart efter ulykken var forventningen, at det ville tage et par måneder at afklare, hvad der skete.
Brand i Vestas-mølle koster to livet
Ikke serviceret i fem år
Ulykken skete på vindparken Piet de Wit, hvor de to mekanikere på 19 og 21 år arbejdede på et rutinemæssigt serviceeftersyn. De to arbejdede i toppen af møllen, der af endnu ukendte årsager opstod en brand.
Møllen var ikke længere omfattet af Vestas' serviceprogram, men blev i stedet serviceret af Bettink Service Team, hvor de to mekanikere arbejdede. Efter ulykken oplyste Vestas ifølge Ekstra Bladet, at de ikke har ydet service på møllen siden 2008.
Det danske selskab har dog tilbudt de hollandske myndigheder og møllens ejer hjælp til at undersøge, hvordan ulykken kunne ske. Piet de Wit-parken i Holland består af 12 styk V66-1.75 Vestas-møller og har en samlet kapacitet på 21 megawatt.
Relaterede artikler:
Brand i Vestas-mølle koster to livet
For abonnenter