Donald Trump i nyt opgør med skotsk vindpark
Det skotske havvindmøllecenter EOWDC har fået sig en meget rig og stædig fjende.
Den amerikanske multimilliardær Donald Trump kæmper således hårdt for at undgå, at vindparken, der efter planen skal opføres nær Aberdeen, bliver en realitet.
Det skriver en række internationale medier.
Baggrunden for slagsmålet er, at parken ifølge Trump – der har tjent styrtende på ejendomsinvesteringer - vil ødelægge udsigten fra hans luksuriøse golfresort, som ligger ud til den skotske kyst.
Vattenfall søger vindpartnere til testcenter i Nordsøen
Klik her og tilmeld dig to gratis daglige nyhedsbreve fra EnergiWatch
Vil du prøve EnergiWatch gratis i 40 dage? Klik her
Milliardæren har allerede gjort klar til et retsopgør mod selve opførelsen af parken, men nu truer han med en ny retssag, fordi der skal opstilles en el-station i den lille kystby Blackdog.
Det har skabt stort postyr hos beboerne i Blackdog, som priser sig lykkelige for Donald Trumps støtte. Og den kan de ifølge amerikaneren stole trygt på.
”Jeg har planlagt at blive ved så længe, som det kræver. Uanset omkostningerne,” har Trump udtalt til BBC.
Det er det svenske energiselskab Vattenfall, som står bag opførelsen af EOWDC, og på trods af modstanden fra lokalbefolkningen og den amerikanske milliardær blev projektet godkendt af de skotske myndigheder i marts 2013.
Trumps retssag mod EOWDC - med det fulde navn European Offshore Wind Development Centre - forventes at køre i retten i Edinburgh.