Jyske: Hiv gevinsten på Vestas hjem

Jyske Bank sænker sin anbefaling af aktien i Vestas til "reducer" fra tidligere "køb" og fastholder kursmålet på 120 kr. Det fremgår af en analyse forud for selskabets regnskab 21. august.
Banken begrunder den lavere anbefaling med, at Vestas-aktien er steget massivt siden maj, hvor man opjusterede aktien til "køb". Derfor er det nu blevet tid til at hive gevinsten hjem, mener Jyske Banks Vestas-analytiker, Janne Vincent Kjær.
Vestas-sagsøgere går efter forsikringen
År til dato er Vestas-aktien steget 250 pct. Mandag rykker aktien dog 4,4 pct. tilbage og koster dermed 110,4 kr.
"Med den kraftige stigning i kursen har markedet priset risikoen for en kapitaludvidelse ud af aktien og samtidig næsten fuldt ud indpriset det langsigtede potentiale i aktien. Det er på trods af, at vi fortsat mangler at se klare beviser på, at Vestas er i stand til at nedbringe de variable omkostninger og sænke designomkostningerne på V112-møllen. Vi ser derfor ikke længere risk/reward som værende attraktiv," skriver banken i sin analyse.
Vestas-chef: Mærker optur på vækstmarkeder
Janne Vincent Kjær tror på, at vindmølleproducenten kan overraske positivt i sit regnskab med bedre end ventede frie pengestrømme, hvilket kan understøtte aktien på den korte bane. Det er særligt en stærk ordreindgang, der kan forbedre pengestrømmene, vurderer analytikeren, som ser potentiale for frie pengestrømme på mere end 200 mio. euro for året.
"Vi ser derfor gode muligheder for, at Vestas vil opjustere sine forventninger til det frie cash flow senere på året," lyder det fra banken.
Klik her og tilmeld dig to gratis daglige nyhedsbreve fra EnergiWatch
Vil du prøve EnergiWatch gratis i 40 dage? Klik her
Vestas venter i øjeblikket blot frie pengestrømme, der er "positive" i 2013.
Tidligere på dagen sænkede også Handelsbanken sin anbefaling af Vestas-aktien til "reducer" fra "akkumuler". Årsagen skal ligeledes findes i den stærke kursudvikling i 2013, men Handelsbanken peger også på, at man ønsker at se flere strukturelle initiativer fra Vestas.
Handelsbank sænker Vestas-anbefaling
/ritzau/FINANS