Fond skyder millioner efter nano-solceller

I dag omdanner traditionelle solceller kun 20 pct. af solstrålerne, som rammer dem. Men kombinerer man dem med såkaldte nanotrådssolceller, vil det være muligt at fordoble energieffektiviteten til omkring 40 procent.
Det vil ifølge Højteknologifonden være med til at sætte turbo på produktionen af solenergi, og derfor har fonden investeret i et projekt, hvor virksomheden Gasp Solar og Niels Bohr Instituttet på Københavns universitet skal gøre nanotrådssolcellerne tilgængelige for almindelige forbrugere.
Fonden skriver i en pressemeddelelse, at når nanotrådssolceller sættes ovenpå en traditionel silicium-solcelle, er det imidlertid vanskeligt at opsamle den elektriske energi, som de producerer.
Nanotrådene står lige op i luften, og hver eneste lille nanotråd skal berøres af en elektrisk leder – en topkontakt - der kan opfange den elektricitet, der dannes af sollyset. Derfor skal altså findes et materiale, som kan indkapsle skoven af nanotråde, så der høstes energi fra hver af de mange millioner nanotråde.
Det har en række komplikationer, men ”lykkes det, er vejen banet for en kommerciel højeffektiv solcelle til en konkurrencedygtig pris,” skriver fonden.
Klik her og tilmeld dig to gratis daglige nyhedsbreve fra EnergiWatch