Vestas-konkurrent får konkurrencefordel i Brasilien

Franske Alstom er den blot tredje vindmølleproducent, der opfylder kravene fra den brasilianske udviklingsbank og får dermed adgang til billig finansiering. Vestas og Siemens er stadig ikke godkendt.
Foto: COLOURBOX
Foto: COLOURBOX
AF KASPER BRØNDGAARD ANDERSEN OG SØREN SPRINGBORG

Alstom er blevet godkendt af den brasilianske udviklingsbank BNDES og får dermed adgang til bankens billigste finansiering.

Det franske konglomerat, der er i skarp konkurrence med Vestas og Siemens i Brasilien, er den blot tredje vindmølleproducent, der har opnået godkendelse fra BNDES. Godkendelsen kommer, fordi produktionen opfylder de brasilianske krav om lokal produktion i landet.

"Udfordringen var at få vores moderne vindmøller til at passe ind i reglerne om lokal produktion," siger Roberto Miranda, global direktør i Alstom, til branchesitet Recharge.

Klik her og tilmeld dig to gratis daglige nyhedsbreve fra EnergiWatch

Alstrom med stærk position i Brasilien

De to andre producenter, der har fået godkendt sin produktion af BNDES, er spanske Gamesa og argentinske Impsa.

Alstom har allerede leveret - eller er ved at levere - 600 MW til Brasilien. Derudover er der indgået en rammeaftale med developeren Renova Energia om leverance af 1.2 GW. Den første ordre under den aftale var på hele 513 MW.

Kravene om lokal produktion stammer tilbage fra december 2012, hvor den brasilianske regering begyndte at stille krav om, at mindst 60 pct. af vindmøllens komponenterne skal fremstilles i Brasilien.

Vestas planlægger investeringer i Brasilien 

Vestas har en samlefabrik i Maracanaú, Brasilien, men har ikke fået godkendt sin produktion af udviklingsbanken. Og det svækker konkurrenceevnen i markedet, lyder det fra Vestas-analytiker Jacob Pedersen fra Sydbank.

"Der er rigtig mange, der gerne vil afsætte møller på det brasilianske marked. I forhold til at vinde projekter er det klart, at billig finansiering i udviklingsbanken er en fordel i den direkte konkurrence," siger han.

"Vindmølleprojekter er projekter med temmelig store cashflow ud af din egen pung til at starte med - sammenlignet med f.eks. udgiftsprofilen på projekter med fossile brændstoffer - så derfor er det en stor fordel at have billig finansiering,” siger analytikeren.

Skrappe krav skal skabe beskæftigelse

Fra januar 2013 betød de nye brasilianske krav, at vindmølleproducenter i Brasilien skal efterleve mindst tre ud af fire kriterier om lokal produktion.

De går ifølge Recharge ud på, at:

- Vindmølletårnene skal fremstilles i Brasilien, og mindst 70 pct. af stålpladerne skal være produceret i landet. Eller der skal bruges lokalt produceret beton.

- Vindmøllevingerne skal være produceret i Brasilien af selskabet selv eller af en underleverandør.

- Nacellen skal samles i selskabets brasilianske produktion.

- Samlingen af vindmøllens hub skal ske i Brasilien.

Inspektører og teknikere fra BNDES besøger producenternes produktion for at se, om de efterlever kravene. Gør de det, kan de få adgang til billig finansiering fra udviklingsbanken, der ønsker at stimulere den lokale økonomi og skabe arbejdspladser.

Tvivlsomt om Vestas vil følge Alstom-eksempel

Mens Vestas kun har en samlefabrik i Brasilien, undersøger Alstom mulighederne for at bygge sin tredje fabrik i landet. Udover en samlefabrik til nacelle og hub, er Alstom ved at bygge en tårnfabrik. 

Ditlev Engel: Brasilien har en god pointe 

Vestas-analytiker Jacob Pedersen tror ikke, at Vestas vil forfølge samme strategi og bygge flere fabrikker. Han tror i stedet, at den danske producent vil satse på brasilianske underleverandører.

“Udfordringen er netop, at Vestas er i en situation, hvor de ikke bare kan vælge og vrage mellem, hvad de skal gøre. De er nødt til vende hver en euro. Det betyder også, at de ikke investerer stort, og det tror jeg heller ikke de kommer til at gøre i Brasilien. Skal Vestas opnå en godkendelse (om billig finansiering fra udviklingsbanken, red.) i Brasilien, bliver det i høj grad i samarbejde med underleverandører," siger han.

Klik her og tilmeld dig to gratis daglige nyhedsbreve fra EnergiWatch

Vil du prøve EnergiWatch gratis i 40 dage? Klik her

Krav kan være ulovlige

Spørgsmålet er dog også, om Brasilien får held til at fortsætte med at kræve lokal produktion. Det er kun få uger siden, at den canadiske delstat Quebec led at svigende nederlag i WTO i netop en sag om handelshindringer og krav om lokal produktion. I dommen fastslog WTO, at det er i strid med internationale handelsforpligtigelser at kræve lokal produktion. Fra flere sider forventes det nu, at der også vil blive stillet spørgsmål ved Brasiliens krav om lokal produktion.

"Siden finanskrisen begyndte i 2008, er det gået hurtigt med at opstille krav om national produktion - ikke mindst på det grønne område. Med dommen fra WTO over Quebec har vi nu en klar retningslinje om, at det ikke er juridisk holdbart. Så jeg vil ikke blive overrasket, hvis vi snart ser en tilsvarende sag mod Brasilien," siger Peter Brun, tidligere cheflobbyist i Vestas og nu direktør for SETI-alliancen, der arbejder for øget frihandel på det grønne område.

Vigtig sejr for grøn frihandel

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Illustration: Floating Power Plant

Dansk udvikler køber 4 MW-mølle af Siemens Gamesa

For abonnenter

Den 1. juni begyndte Senvions tidligere økonomidirektør Manav Sharma som amerikansk landechef for Nordex. Snart får han en ny fabrik at råde over. | Foto: Senvion

Nordex genstarter produktion i USA

For abonnenter

Læs også