Der er i årtier blevet eksporteret energi fra Wollongong. Imidlertid har det hidtil været energi i sin mest simple, gammeldags og miljøskadelige slags, der skibes ud fra den australske havneby. Men inden for de næste par år kan kullet få konkurrence fra noget nær sin diametrale modsætning i form af avanceret, moderne grøn brintteknologi.

Meget passende skal den australske elektrolyse-startup Hysata således installere sit første kommercielle anlæg ved et australsk kulkraftværk. Men derfra er planen hurtigt at ekspandere også ud over hjemlandets grænser. En plan, der i marts blev sat handling bag med ansættelsen af en europæisk regionschef i form af Ørsteds chef for energisystemer, Daniel Tas Sandermann.

”Eftersom vi er en australsk født virksomhed giver det selvfølgelig mening, at vi sætter vores første fodaftryk her. Men der er ingen tvivl om, at vi ser Europa og USA som klare kernemarkeder,” siger han.

”Vi forventer også at sætte det første kommercielle anlæg op i Europa meget kort efter, at vi i begyndelsen af 2025 har installeret vores første i Australien.”

Fabrikker følger kunderne

Satsningen ud over Australien isolerer sig imidlertid ikke kun til eksport af elektrolyseanlæg. For selv om et særkende ved Hysatas teknologi er, at det vejer og fylder markant mindre end f.eks. PEM og alkaline-elektrolyse, er planen ikke, at det hele skal skibes ud fra Australien.

For ambitionerne er tårnhøje med en forventet årlig produktion af elektrolyseanlæg på langt over 10 GW allerede fra 2030. En kapacitet, der i høj grad skal produceres regionalt i forhold til efterspørgslen.

”Vi kommer ikke til at have en fabrik i hvert land. Men der er ingen tvivl om, at vi kommer til at placere os i Europa. Hvor, det præcist bliver, kommer an på hvor kunderne og brintproduktionen er,” siger Daniel Tas Sandermann.

Sofistikerede europæere

For nuværende er den grønne brintproduktion ikke for alvor nogle steder. Men det beskedne marked, der trods alt er, befinder sig mestendels i Kina, der er herostratisk vanskeligt for udenlandske aktører at komme ind på. Om end tendensen i også resten af verden bevæger sig i retning af stadig mere protektionisme. 

Det mest tydelige eksempel er den amerikanske regerings Inflation Reduction Act (IRA), der tilbyder milliarder i statsstøtte til ikke mindst aktører i den grønne brintindustri, hvis de placerer sig i USA. En politik der da også er stærkt medvirkende til, at Hysata også ser det amerikanske marked som essentielt.

Men selv om europæerne først nu er ved at melde sig ind i den kamp – og desuden er sat betydeligt tilbage på sine brintambitioner af de høje energipriser efter Ruslands invasion af Ukraine – mener Daniel Tas Sandermann stadig, at der er klare fordele ved Europa.

”Jeg er selvfølgelig farvet af selv at være europæer og bo i Danmark. Men også objektivt set er Europas vedvarende energisektor med længder den mest modne. Den er også kompleks med et væld af lokale krav og bestemmelser, man skal leve op til, men både teknologisk og regulatorisk er det her, vi er nået længst med den grønne omstilling. Det ser vi som en kæmpe mulighed,” fastslår han.

”Der er ingen tvivl om, at tingene ikke er gået så hurtigt, som man kunne håbe. Men at Europa i sig selv bliver et gigantisk marked er kun blevet styrket af det fokus på energisikkerhed, situationen med Rusland har skabt. Derudover tror vi på, at det også vil være i Europa, at de mest sofistikerede spillere vil teste de koncepter, der også skal bruges andetsteds.”

Vestas-synergier

For mens markedet naturligt drives af udbygningen, er det ikke den eneste faktor, når Hysata sonderer markederne. Det handler også om, hvor de globale spillere befinder sig – og her har ganske mange på tværs af værdikæden fortsat europæisk adresse. Hvad enten det så er Linde, Arcelor Mittal, Yara, Mærsk eller for den sags skyld Daniel Tas Sandermanns tidligere arbejdsgiver, Ørsted.

”Det kan godt være, at ikke alle projekterne opføres i Europa. Men langt størstedelen af de kunder og partnere, vi taler med, har som minimum hovedsæde i Europa,” pointerer han.

Netop regiondirektørens ophav kunne da også give et håb om yderligere danske arbejdspladser end hans eget. Selv om samtlige øvrige lande i Nordvesteuropa også har udmeldt store ambitioner for udbygningen med grøn brint, gælder det også for Danmark. Det politiske mål er fortsat er at have elektrolysekapacitet på 4-6 GW i 2030 og gøre Nordsøen til en grøn brintfabrik for ind- og udland.

Daniel Tas Sandermann vil da heller ikke udelukke, at produktionspilen kan pege mod Danmark. Men vel vidende hvor eftertragtet en politisk valuta, lokal produktion er, afholder han sig omvendt også fra at udstikke garantier. 

”Der, hvor vi lige nu er på vores rejse, bliver vi nødt til at holde alle muligheder åbne. Men Danmark kommer uden tvivl til at få en helt særlig plads organisatorisk og strategisk fremover,” siger han og peger på den investering, Vestas Ventures ad flere omgange har lagt i Hysata.

”Det skyldes ikke mindst, at vi har en af vores mest strategiske investorer placeret lokalt i form af Vestas. Det er en utroligt dygtig teknisk organisation, som vi kan lære enormt meget af. Det har både vi og de tænkt os at drage mest muligt nytte af.”

Danmark er i forvejen hjemland for flere markante producenter af elektrolyseteknologi som Topsøe og Green Hydrogen Systems. Mens bl.a. franske Lhyfe og norske Nel har kontor og tætte bånd til det danske marked. 

På producentsiden fylder Tyskland dog numerisk mest i regionen. Foruden elektrolysatordivisioner i flere af de store industrikoncerner som Siemens Energy, Thyssenkupp og MAN har også en række pure play-aktører som Sunfire og Enapter til huse syd for den dansk/tyske grænse.