Kapitalmarkedsdage er ofte et forum til at præsentere en virksomheds store fremtidsvisioner. Måske lancere et nyt produkt, en ny økonomisk strategi eller andet, der kan virke som et oplagt og positivt samtaleemne med aktionærer og potentielle investorer.

Det var der ikke for alvor på Vestas' kapitalmarkedsdag onsdag. Joeh, mølleproducentens adm. direktør Henrik Andersen fik slået fast, at det mål om en ebit-margin på mindst 10 pct. i 2025, som han nævnte ved det seneste årsregnskab, fortsat står til troende. Hvilket naturligvis ikke er en given sag efter et tungt år for industrien, hvor stigende priser har presset bundlinjen hos alle, og hvor presset ifølge Vestas langt fra er ovre.

Men ellers talte topchefen og hans hold af divisionsdirektører mere bredt. Om det store potentiale i den globale energiomstilling. Om Vestas' status som den eneste i sandhed globale mølleproducent, om den stigende rolle som projektudvikler, om den altid profitable serviceforretning, og om hvordan de modulære møller vil øge værdien for såvel producent som kunder.

Fra LCOE til VOE

Om sidstnævnte gentog salgsdirektør Javier Rodriguez Diez flere gange en pointe om, at levelized cost of energy (LCOE) er ved at have overlevet sig selv. Dette udtryk som industrien ellers selv gennem år og med møje og besvær har fået masseret ind i den kollektive bevidsthed som målestokken for den vedvarende energis march mod støttefrihed. Men nu bør levetidsomkostningerne erstattes af value of energy, fastslog han.

Pointen er, at vind er på vej væk fra at være det billige stads, der æder sin egen værdi, fordi der er så meget af det, når det blæser. Ved f.eks. at putte batterier eller elektrolyseapparater direkte ind i de modulære møllehuses nyligt lancerede sidevogne, vil værdien af produktionen hæves betragteligt, konstaterede salgsdirektøren.

Samtidig anklages LCOE for at være medskyldig i det fortsatte pres på møllepriserne. Et pres som Vestas ikke er med på, slog direktøren fast med henvisning til en graf over en anden ellers også ofte udskældt målestok for prisudvikling, gennemsnitlig salgspris per MW (ASP). En målestok, der i år har fået lidt af et comeback, da den kan indikere, om mølleproducenterne formår at skubbe deres højere omkostninger videre til kunderne.

Havde den tilsvarende graf været vist for år tilbage, ville ASP'en ikke blot have været markant højere. Den kunne også have indeholdt markant flere konkurrent-linjer. Imidlertid er adskillige mølleproducenter i de senere år enten gået konkurs som Senvion eller gået sammen som Nordex og Acciona eller Siemens og Gamesa.

Det har – i hvert fald uden for Kina – efterladt et marked for de ganske få og hovedsageligt ganske store. Vestas selv, Siemens Gamesa, GE med Nordex som en noget distanceret firer. Mens de resterende som f.eks. Enercon og Suzlon i de seneste år har været i endnu større økonomiske vanskeligheder.

Nogle vil forsvinde

Noget Henrik Andersen slet ikke forventer er ovre.

"Konsolideringen har ført til, at de fire største mølleproducenter sidder på omkring 90 pct. af markedet i dag. Og vi kan tilbyde en indsigt: Det er ikke et fantastisk marked at være mellemstor og kun til stede i dele af markedet," konstaterede topchefen.

"Det ved vi, for vi købte vores havvind tilbage som et fuldgyldigt medlem af familien. For det er svært, hvis man skal lave globalisering, og på samme tid investere i teknologi og adressere den lokale produktion. Det er nærmest umuligt at få til at virke selv i de bedste Excel-ark."

Direktørens indsigt kunne læses som en manifestation af det klassiske ordsprog om, at når krybben er tom, bides hestene. Det er jo heller ikke fordi Vestas og de øvrige store mølleproducenter just har kronede dage. Men i alle fald var hans spådom, at der kan blive endnu færre konkurrenter at føje til grafen i fremtiden.

"Konsolideringen vil finde sted. Nogle vil sikkert slå sig sammen – og som I har set, er det ikke altid en let manøvre – og andre vil formentlig forsvinde og blive samlet op," forudså Henrik Andersen, der trods den diskrete stikpille til Siemens Gamesa mente, at deres model dog nok ville være det bedste for kunderne.

"Kunderne har erfaret begge dele. De foretrækker helt klart, at folk finder sammen, for så efterlades de ikke med halvfærdige projekter. Men jeg tror, at det er den verden, der ligger foran os. At folk bliver nødt til at efterlade tingene, hvis ikke de kan klare dem, og i dag er risikoen formentlig større end nogensinde. For nogle af omkostningerne er så store, at nogle projekter vil have den effekt."

Det holder ikke

For når der ikke blev fremlagt forkromede fremtidsvisioner på Vestas' kapitalmarkedsdag, kan det skyldes, at de aktuelle problemer i industrien bare er svære at se igennem.

Priserne på såvel stål som kobber og materialer til vingerne er over det seneste år som minimum fordoblet. Det samme gælder fragtraterne. Mens der fortsat er krav fra en stadig større række lande – og i videre forstand kunder – om, at priserne skal fortsætte med at falde, samtidig med at der skal lokaliseres stadig mere.

"Vi har en justeret ebit-margin på 4,7 pct. set over de seneste 12 måneder. Vi vil gerne have mere. Men vi vil også bruge anledningen til at sige, at som industri kan det her ikke fortsætte," konstaterede topchefen.

"Det kan ikke fortsætte som en industri, der skal løse store dele af energiomstillingen, foretage teknologiudvikling og lokalisere, at arbejdet skal ske med negativt ebit. Det holder ikke."

Stål til den gamle pris

Gennem længere tid har Vestas – i øvrigt ikke som de eneste – betonet, at deres vej gennem den svære periode er at fastholde streng disciplin. At for enhver pris undlade at tage projekter til enhver pris. Sammen med udmeldinger om, at der blev genforhandlet med kunder, kan dette ufravigelige krav om lønsomhed være en forklaring på stigningen i ASP.

Imidlertid er det dog ikke nødvendigvis en risikoforladt vej at gå. Under mølleproducenternes priskrig for omkring fem år siden viste det sig, at der som regel var konkurrenter til at samle projekterne op, hvis den første producent sagde nej på grund af for lave priser. En for stringent tilgang kunne også ende med at efterlade for mange tomme sider i ordrebøgerne og følgende dyr, ledig produktionskapacitet.

Faktum er i hvert fald, at Vestas i år for første gang i lang tid stiler imod et lavere ordreindtag end året forinden. Men mens Henrik Andersen erkendte, at der er forsinkelser i ordrerne, så afviste han, at den danske producent risikerer at stige på en så høj, økonomisk hest, at der bliver for langt ned til markedet.

"Jeg tror ikke, at vi prissætter os selv ud af markedet. Hvis nogen siger, at priserne ikke er steget, så er det dem, der potentielt prissætter sig ud af markedet på en meget slem måde," slog han fast.

"Omkostningerne stiger, og de stiger med tocifrede rater. Det er sådan, livet er. Jeg har ikke mødt nogen, der kan købe stål til de gamle priser, og de, der har haft – men er løbet ud af – aftaler om stål til de priser, vil snart opdage at der venter hårde arbejdsdage forude."

Vestas vil fordoble overskud fra service frem til 2030

Vestas venter forstyrrelser i forsyningskæden langt ind i 2022