
Den tyske vindmølleproducent Nordex læner sig op af en gigantisk ordre på det australske marked.
Ifølge en meddelelse fra selskabet mandag eftermiddag er det i "fremskredne forhandlinger" om levering af 180 store møller til projekter i Queensland.
Der er tale om møller til vindprojektet Macintyre på 923 megawatt og til Karara-vindpark på 102,6 megawatt.
"Forhandlingerne ventes afsluttet inden for de næste uger," skriver Nordex.
Macintyre skal levere vedvarende energi til 700.000 husstande i Queenslan og vil være en vigtig bidragsyder til at nå Queenslands regerings mål om 50 pct. vedvarende energi inden 2030.
Vindmølleparkerne skal have 180 Nordex Delta 4000 vindmøller på 5,7 MW.
Byggeriet forventes at starte i anden halvdel af dette år med størstedelen af investeringerne i 2022 og 2023. Vindmølleparken sættes i drift i etaper for at sikre tilslutning til nettet med fulde tekniske garantier for det statslige elsystem.
Hele komplekset skal efter planen være fuldt operationelt inden 2024.
Aktien i Nordex stiger på børsen i Frankfurt mandag eftermiddag med 5,4 pct. til 17,82 euro.
Nordex melder om afdæmpet ordreindtag
Nordex lander ordrer for kvart gigawatt
Nordex spår vækst i indtjening og salg i 2021