GE laver tysk storaftale på nye 6 MW-møller

Den amerikanske mølleproducent fortsætter sit indtog på det tyske marked med købsaftale på 300 MW, hvoraf den første tredjedel skal opstilles i udtjent kulmine.
Foto: LMBV
Foto: LMBV

Det tjekkiske energiselskab EPH er nok bedst kendt som kulkraftproducent. Imidlertid har tjekkerne tilsyneladende også en slags øje for, hvilken vej vinden og CO2-kvoterne vender. I hvert fald har det via datterselskabet EP New Energies (EPNE) indgået en købsaftale med GE om vindmøller på 300 MW, der skal installeres rundt omkring i Tyskland.

I første omgang er planen, at det skal ske på en facon, der meget direkte indikerer omstillingen. På vegne af det delvist EPH-ejede kulselskab Leag udvikler EPNE således på projektet Forst-Briesnig II, der er planlagt til at blive opstillet i det åbne minebrud i Jänschwalde nær grænsen til Polen. Der er indsendt ansøgning til projektet på 17 møller, som forventes behandlet i år, så opførelsen kan begynde i 2023.

For GE kan aftalen imidlertid også siges at være et pejlemærke af tiden. Såvel de 100 MW møller til Forst-Briesnig II som de øvrige i købsaftalen er således fra den seneste version af amerikanernes Cypress-model, 6.0-164, der blev lanceret i december.

"Vi er ret entusiastiske over at være blandt de første til at anvende møller i 6 MW-klassen, en af de mest moderne mølleteknologier på markedet. Ikke mindst da aftalen er bemærkelsesværdig for sit omfang i Tyskland. Det placerer os i vindudviklernes Premier League," siger EPNE's direktør, Dominique Guillou.

Mens udvikleren er entusiastisk over producentens særkende, gør det modsatte sig også gældende. For også de resterende og endnu ikke navngivne projekter skal opføres i udtjente kulminer.

"Vi er glade for at levere vindmøller til EPNE's første vindprojekter i Tyskland. Projekterne i tidligere brunkul-minebrud symboliserer skiftet fra konventionel elproduktion til vedvarende energi, og vi er stolte over at bidrage til den tyske energiomstilling med vores 6.0-164'er," siger GE's salgschef for Centraleuropa, Klaus Rogge.

Med aftalen positionerer den amerikanske producent sig også yderligere på det tyske landvindmarked. Da det tyske dyk for alvor kunne mærkes i 2018, blev GE ellers presset næsten helt ud af Tyskland, men siden er producenten kommet stærkere tilbage end nogensinde via især sin Cypress-platform.

Om end fortsat med begrænsede mængder installeret kapacitet på markedet, fyldte GE sidste år knap 10 pct. Overgået af de to suveræne markedsledere, Vestas og Enercon, samt den tyske producent Nordex. Men omvendt langt bedre med end f.eks. Siemens Gamesa.

Det samme gør sig gældende for den kapacitet, der er blevet tildelt gennem de hidtidige 20 tyske udbud. Ifølge Fachagentur Windenergie har GE foreløbigt sikret sig 654 MW af udbuddenes knap 7 GW svarende til en markedsandel på 9,4 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også