Iberdrola køber sig dybere ind i japansk havvind

Efter nyligt køb af udviklingspipeline på 3 GW bliver det spanske energiselskab tillige medudvikler på mere fremskredent projekt på 600 MW.
Foto: ScottishPower
Foto: ScottishPower

Japan bliver et af de mange markeder, hvor Iberdrola vil spille en hovedrolle i havvind. Det slog det spanske energiselskab allerede i efteråret fast med købet af udvikleren Acacia Renewables projektpipeline på 3,3 GW, og nu manifesteres det med en investering i projektet Seihoku-oki på 600 MW. Et projekt, der ventes at kunne deltage i Japans andet udbud af havvindkapacitet, der forventes senest til næste år.

"Med disse operationer, der flugter med Iberdrolas strategi om at lede havvindmarkedet, vil selskabet være i stand til at deltage i runde 2, 3 og 4 – hvor de sidste to er skemalagt til 2023/24 – af de kapacitetsauktioner, som den japanske regering har annonceret, og dermed positionere sig i de indledende udviklingsfaser på et marked med stort vækstpotentiale," skriver Iberdrola om investeringen.

Konkret køber spanierne sig ind som medudvikler sammen med den japanske udvikler Cosmo Eco Power og ingeniørselskabet Hitz. Bag Hitz ligger i øvrigt et konglomerat med noget mere vestlig navnegenkendelse, Hitachi Zosen, der i foråret 2019 stiftede udviklingsselskabet bag Seihoku-Oki, der er placeret i det nordlige Aomori-prefæktur. På daværende tidspunkt med en tidslinje for drift "i eller efter 2025".

For Iberdrolas øvrige udviklingsprojekter i landet forventes det, at 1,2 GW fra Acacia-pipelinen fordelt på to projekter kan komme i drift fra 2028. Lige som de øvrige fire projekter herfra skal udviklingen ske sammen med Macquaries Green Investment Group (GIG).

Over de seneste år har et væld af aktører fra den globale havvindindustri søgt mod Japan. Efter længere tids overvejelser har den japanske regering sat et mål om at etablere 10 GW havvind frem til 2030, mens der i 2040 skal være installeres 30-45 GW. Et mål der skal assistere den japanske ambition om CO2-neutralitet i 2050.

For Iberdrola er målet løbende blevet hævet inden for ikke mindst havvind. Energiselskabet planlægger samlet at investere 150 mia. euro frem mod 2030 – halvdelen i 2025 – hvilket blandt andet skal tredoble selskabets kapacitet af vedvarende energi.

Iberdrola hæver barren til 95 GW i 2030

Iberdrola køber sig ind i offshore vindprojekter med 3 GW

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også