Siemens Gamesa etablerer navproduktion i Brande

Mølleproducenten går i gang med serieproduktionen til Kriegers Flak og vil udnytte den overskydende plads fra landmølleproduktionen i Brande til at kunne bygge alle hovedkomponenter til havmøllenaceller.
Siemens Gamesa har i de seneste år produceret navene til deres havmøller på fabrikken i tyske Cuxhaven. | Foto: Siemens Gamesa
Siemens Gamesa har i de seneste år produceret navene til deres havmøller på fabrikken i tyske Cuxhaven. | Foto: Siemens Gamesa

Selv om der ikke længere skal bygges naceller til landmøller, har Siemens Gamesa fortsat produktion i Brande. Fremover er det blot udelukkende i form af havmøller, hvor producenten aktuelt har sat gang i serieproduktionen af generatorer og nacellebagenderne til møllerne på Kriegers Flak, hvor det sidste fundament i sidste uge blev installeret. De første naceller er nu i gang med at blive klikket sammen på montageanlægget i Esbjerg.

Faktisk vil der efter årsskiftet blive produceret endnu mere af havmøllerne i Brande. Fra januar skal den tredje hovedkomponent i møllehusenes treenighed – navet – atter bygges i det midtjyske. Dermed suppleres Siemens Gamesas navproduktion i Cuxhaven.

"Det skyldes simpelthen, at vi har plads til det, nu hvor onshore er udfaset. Når det er etableret, kan vi igen levere komplette offshore-naceller fra Brande," siger fabrikschef i Brande, Martin Søborg.

Tæt på teknologien

Med omkring 5.500 ansatte i Danmark er Siemens Gamesa fortsat en af landets største industrivirksomheder. Det selv om en stor del af de ansatte hos mølleproducenten – som tilfældet også er hos de øvrige store danske spillere i vindindustrien – beskæftiger sig med forskning og udvikling.

For Siemens Gamesa betyder det blandt andet også, at den kommende 14 MW-mølle lige som den seneste 11 MW-mølle – og alle de hidtidige havmøller siden 3.6'eren – skal testes i Østerild. Men eftersom de processer i høj grad finder sted i Danmark, giver det også mening at fastholde produktion i landet. Foruden den danske nærhed til Nord- og Østersøen, der endnu lægger land til en stor del af den globale udbygning.

"Vi slår på den erfaring og nærhed, der har med vores teknologiafdeling i forhold til at lancere nye produkter og modne dem til også at blive lanceret globalt," forklarer Martin Søborg.

Rightsizing

At der produceres vindmøller i Danmark er imidlertid ingen given sag. Både Vestas, MHI Vestas og Siemens Gamesa har inden for det seneste år annonceret markante nedskæringer i den danske produktion.

På sidste uges kapitalmarkedsdag lød det fra Siemens Gamesas nye adm. direktør Andreas Nauen, at selskabet vil "rightsize" sin produktion. Uden at topchefen imidlertid satte geografi på, hvor der skal skæres ned – hvilket naturligvis er det, eufemismen rightsizing dækker over.

I den kontekst var det ikke særligt fordrende for Siemens Gamesa-medarbejdernes stressniveau, da indeværende medie i en artikel dagen efter kapitalmarkedsdagen i en bisætning nævnte udfasningen af produktion i Brande. Uden samtidig at præcisere at der kun var tale om nacellerne til landmøller. En udfasning der blev meldt ud i forbindelse med afskedigelsen af op mod 600 danske medarbejdere for et år siden.

EnergiWatch beklager den manglende præcisering, der har medført forvirring både blandt kollegaer og i industrien.

Møller snurrer, de spinner ikke

Men hvor udfasningen af landmøllerne altså ikke er ny, kan der til gengæld bringes en opdatering på, hvordan det er gået med afskedigelserne. Det er således kun godt halvdelen af de udmeldte 600, der har mistet jobbet, mens der er fundet anden beskæftigelse til den anden halvdel. Det ønsker Martin Søborg dog ikke at klappe sig selv på skulderen over.

"Vi kunne sagtens forsøge at spinne historien til, at nu har vi reddet halvdelen af de jobs. Men det er stadig rigtigt mange mennesker, der har mistet deres arbejde, hvilket vi slet ikke har lyst til at tage let på," konstaterer fabrikschefen.

Endelig kan det bemærkes, at selv om produktionsaftrykket i Danmark i årevis har været aftagende, så er der også bevægelser i modsat retning. Aktuelt har Siemens Gamesa der f.eks. 72 jobopslag i Danmark. Heraf er en stor del i Brande.

Ny Siemens Gamesa-direktør vil have Danmark som rollemodel

Siemens Gamesa-direktør: Vi må følge med markedet

Siemens Gamesa fyrer 600 medarbejdere i Danmark

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også