Ny Siemens Gamesa-direktør vil have Danmark som rollemodel

Selv om Siemens Gamesas nye danske direktør ikke vil spå om, hvorvidt der er dansk produktion om ti år, så ser han ikke grund til, at der ikke skal være det. Samtidig slår han fast, at Danmark bliver en del af selskabets næste teknologisats. (Rettet)
Foto: Siemens Gamesa
Foto: Siemens Gamesa

(Rettet kl. 10.20. I afsnit 17 fremgik det ikke tidligere klart, at det er produktionen af naceller til landmøller, der udfases i Brande. EnergiWatch beklager udeladelsen.)

Som nyansat og frisk ud af maskinmesterskolen i Fredericia var det lidt af en ilddåb for Torben Bang: At være med til at installere Europas største vindpark. Med 58 møller af flagskibsmodellen Bonus 600 kW Mk III fordelt på et bakketopplateau i de kambriske bjerge i Wales var Carno-parkens installerede effekt uhørt høj, da installationen begyndte i slutningen af 1995.

Hele 33,6 MW.

Eller omkring samme effekt som to af de SG 14-222-havmøller, der næste år indstalleres på testcenteret i Østerild.

Den tekniske udvikling er det mest konkrete vidnesbyrd om, hvor meget der i det mellemliggende kvarte århundrede er sket i vindindustrien. Der er der dog også i selve virksomheden: Bonus Energy blev til Siemens Wind Power, der blev til Siemens Gamesa, der snart bliver en del af Siemens Energy. Mens de 350 ansatte i Brande blev til 25.000 ansatte verden over, hvoraf omkring 5.500 er ansat i Danmark.

De har nu fået ny chef i form af Torben Bang, der overtager fra mølleproducentens nyligt udnævnte globale topchef, Andreas Nauen.

"Det er blevet langt mere komplekst. Det siger jeg ikke for at nedgøre det, der var dengang, eller sige at opgaven er større eller mindre nu. Men selv om jeg sidder i Danmark, er det en meget global forretning, og vi er nødt til at tænke den som sådan," siger Torben Bang om forskellen fra for 25 år siden.

Ingen ambition om posten

Selv om han i hele perioden har været ansat samme sted, er den nye direktør da heller ingen hjemmefødning. Karrieren har ført ham både til ophold i Spanien og USA og gradvist op i geledderne inden for mølleproducentens serviceforretning, som han i 2017 blev global driftsdirektør for. Men at han skulle gå ind i sit sølvbryllupsår med selskabet som adm. direktør var ikke en nøje kultiveret kalkule.

"Nogle gange kommer der en fra HR-afdelingen forbi for at spørge, om jeg ikke kan holde et oplæg om karriereplanlægning. Men jeg har været nødt til at sige nej, for det er aldrig noget, jeg har gjort mig i. Hvis man ikke planlægger sin karriere, bliver man heller ikke skuffet," forklarer den danske landechef uden dog at strække sig til, at han er faldet opad i hierarkiet ved et rent tilfælde.

"Men det, der har bragt mig hertil, er min måde at rekruttere på. Man er ikke stærkere end det team, man har ansat, og jeg har ofte hyret nogen, der ved mere end jeg selv gør. Selvfølgelig skal man også selv arbejde hårdt, men hvis man er god til at ansætte og behandler folk godt, så kan det bringe en langt."

One Siemens Gamesa

Den ydmyge tilgang skinner igennem hele interviewet.

Når snakken falder på hans forgænger på posten har Torben Bang – måske ikke så overraskende – kun lovord til overs; Andreas Nauen er en af de dygtigste ledere, han nogensinde arbejdet for, og selv om topchefen er ambitiøs, behandler han alle fra rengøringsmedarbejderen til bestyrelsesformanden lige. I det hele taget er de to mænds værdisæt ganske ens, hvilket "muligvis var derfor, han valgte mig".

Adspurgt om hvordan, Siemens Gamesas ansatte i Danmark kommer til at mærke, at de har fået en ny direktør, tænker Torben Bang sig om, før han svarer. Længe.

"Ved at Danmark er en rollemodel i Siemens Gamesa. At der er et solidt sammenhold mellem de enkelte forretningsområder, og at vi har et godt arbejdsklima."

"Jeg vil gerne være med til at sikre, at samspillet mellem de forskellige enheder i Danmark fungerer godt. At vi bidrager til det overordnede selskab. Vores mantra "One Siemens Gamesa" er globalt, og det skal vi også sikre i Danmark."

Ikke Danmark for Danmarks skyld

Mantraet om, at der kun er ét selskab, var da også et gennemgående tema, da Andreas Nauen torsdag præsenterede Siemens Gamesas strategi for de kommende tre år. Et budskab der altså fortsat anses som presserende nok til, at det skal udpensles tre et halvt år efter fusionen mellem Siemens og Gamesa.

De indre spændinger har da også manifesteret sig adskillige gange. Fra den tidligere storaktionær Iberdrolas kritik af mølleproducenten for at være for tysk til senest for et par uger siden, da beslutningen om at lukke vingefabrikken i spanske Aioz blev mødt med strejker og protester mod "det multinationale" selskab.

Lukningen var en af Andreas Nauens første efter sin tiltrædelse. Torsdag slog han da også fast, at det havde været en svær beslutning at lukke fabrikken i Siemens Gamesas "hjerteland". I hvert fald var den markant mere bøvlet, end da producenten sidste år sløjfede produktionen af landvindnaceller i Brande og landmøllevingerne i Aalborg.

På kapitalmarkedsdagen slog topchefen også fast, at der kommer nye besparelser og reduktioner i produktionen. Men Torben Bang mener ikke, at han skal på de interne barrikader og kæmpe for, at de nedsæringer rammer uden om Danmark.

"Den danske forretning bliver ikke holdt i live for vores egen skyld, men fordi vi bidrager til succesen i hele Siemens Gamesa. Det gør vi blandt andet på grund af de danske rammer i form af udviklingsdelen med gode testfaciliterer, stærke ingeniøruddannelser og underleverandører," siger han.

"Men jeg vil nødigt have, at jeg skal kæmpe internt i Siemens Gamesa for Danmarks skyld. Vi skal kæmpe for at skabe værdi inden for rammebetingelserne, sådan som har det har været indtil nu. Det er grunden til, at Danmark fortsat er så stor en lokation."

Ingen garanti om dansk produktion

Selv om Siemens Gamesa sjældent nævnes som sådan, er det da også fortsat en af Danmarks største industrivirksomheder. Ikke desto mindre er det danske medarbejderantal dog faldet med omkring en fjerdedel de seneste tre år. Langt størstedelen i produktionen.

Foruden den generelle spareplan er de danske arbejdspladser også presset af konkurrence fra såvel lavere lønninger som lokale produktionskrav i udlandet.

"Det er klart, at langt størstedelen af møllerne i dag produceres uden for Danmark. Jeg vil ikke spå om, hvorvidt der er produktion i Danmark eller ej, når man kigger 5-10-15 år frem i tiden," siger Torben Bang, der omvendt peger på den nye fabrikshal i Aalborg, hvor der torsdag blev afholdt rejsegilde.

"Men vi har en superdygtig og fleksibel arbejdskraft i Danmark, så hvorfor skulle vi ikke det? Vi er i gang med at udvide produktionen på vingefabrikken i Aalborg, og det viser mere end noget andet, at der fortsat er stor vilje til at have dansk produktion."

Skal ikke blive bange

Netop vingefabrikken i Aalborg fremhæves da også ofte som værende uovertruffen. Senest på kapitalmarkedsdagen, hvor Andreas Nauen fortalte om en af hans bedste dage i flere år, da han tog Ørsteds topledelse på rundtur i fabrikken for at fremvise den effektivitet og digitalisering, der skal tjene som eksempel for resten af produktionsapparatet.

"Vi tester, forbedrer og ruller det så ud i verden. Det er måden, vi skal gøre det på," slog topchefen fast.

Det har reelt også været devisen i flere år. Efter fyringsrunden på den nordjyske vingefabrik i 2017 fik en fjerdedel af de fyringsvarslede lov at beholde beskæftigelsen, såfremt de tog en tørn til de dengang nye vingefabrikker i England og Marokko for at lære personalet, hvordan arbejdet bedst skulle udføres.

I den forstand kan der også argumenteres for, at successen på de danske fabrikker risikerer at blive en pyrrhussejr. For hvis de ved at være de fremmeste blot ender med at få konceptet kopieret ud i det globale produktionsled, hvad skulle så være rationalet i at fastholde den danske produktion. Torben Bang er dog ikke helt enig i, at den bedste jobsikring dermed vil være ikke at gå forrest.

"At stoppe med at udvikle på sine fabrikker er den sikre død. Hvis vi skulle løbe en risiko ved at gøre vores produktion bedre, så tager vi den risiko," siger han.

"Det er lige som spørgsmålet om, hvorvidt man skaber færre eller flere arbejdspladser ved at implementere robotteknologi. Der viser historikken i hvert fald, at man faktisk skaber flere. Vi må ikke blive så bange for os selv, at vi bliver bange for at udvikle os."

PTX i Danmark

Teknologisk set har den udvikling i mange år gået fra land- til havvind for Siemens Gamesas danske division. Det forretningsområde, der til stadighed bliver mere afgørende for mølleproducenten, ikke mindst efterhånden som havmøllerne breder sig længere ud i verden fra deres danske epicentrum.

Men hvis det står til Torben Bang bliver havvind i fremtiden heller ikke det eneste, der skal fokuseres på i Danmark. For selv om der er sket meget, siden han i midten af 1990'erne var med til at installere 600 kW-møller i Wales, er der fortsat meget i vente.

"Jeg mener bestemt, at vi skal kunne noget inden for nye teknologier i Danmark. Hele brinteventyret med PTX tror jeg både på bliver til en realitet, og at vi helt klart kommer til at blive en del af," konstaterer han.

Siemens Gamesa varsler flere fabrikslukninger

Siemens Gamesa fremtidssikrer Aalborg

Siemens Gamesa-direktør: Vi må følge med markedet

Siemens Gamesa fyrer i Aalborg

Siemens Gamesa: Ikke flere danske fyringer

Hver fjerde fyrede Siemens-ansatte redder jobbet 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også