Europas største vindpark er faldet en milliard i værdi før driftstart

De fleste ting taber værdi i det øjeblik emballagen er brudt og genstanden bruges. Eksempelvis kan du som oftest forvente, at din nye bil falder med knap 20 pct. i værdi efter blot et års brug.
Det er dog ingenting ift. det værditab, som Europas største vind-kompleks, norske Fosen Vind på 1.057 MW, er i gang med. Selvom den sidste mølle blev sat op så sent som for to uger siden, og der stadig mangler adskillige tests før officiel driftstart senere på efteråret, er parken nemlig 1 mia. kr. mindre værd (1.413 mio. NOK).
Statkraft nedskrev nemlig værdien af Fosen Vind med 1.263 mio. NOK (898 mio. DKK) for tre måneder siden, og nu kommer minoritetsejer Trønderenergi med en ejerandel i halen på det med en nedskrivning på 150 mio. NOK (104 mio. DKK).
Ligesom Statkraft forklarer Trønderenergi nedskrivningen med lave strømpriser.
"Vores analyser viser, at strømprisen vil forblive lav fremadrettet. Derfor har vi taget en nedskrivning nu. Øges strømprisen, vi tilbageføre nedskrivningen," siger adm. direktør for Trønderenergi, Ståle Gjersvold, i forbindelse med halvårsregnskabet, hvor nedskrivningen blev offentliggjort.
Investeringen i Fosen Vind har været på 800 mio. NOK for Trønderenergi, hvorfor nedskrivningen udgør omkring 17 pct. af den indledende investering.
De sidste 40 pct. af Fosen Vind er ejet af et Credit Suisse-ledet investorkonsortium ved navn Nordic Wind Power, og de har endnu ikke offentliggjort en nedskrivning.
Fosen Vind består af de seks individuelle parker Hitra 2, Storheia, Roan, Kvenndalsfjellet, Harbaksfjellet og Geitfjellet. Vestas har leveret møllerne til parkerne, som mestendels udgøres af V117 møller på 3,6 MW, som der er 248 af fordelt over de seks parker. Derudover har Vestas leveret 30 V112 på ligeledes 3,6 MW til Fosen Vind.
Foruden nedskrivningen kunne Trønderenergi i halvårsregnskabet berette om et første halvår udfordret af de meget lave strømpriser. Omsætningen blev mere end halveret fra 533 mio. NOK (379 mio. DKK) i første halvår 2019 til 248 mio. NOK (176 mio. DKK) i dette halvår, mens driftsresultatet svandt ind fra 370 mio. (263 mio. DKK) NOK til 59 mio. NOK (42 mio. DKK).
Ifølge Trønderenergi blev halvåret reddet af, at Trønderenergi havde prissikring omkring 40 pct. af sin volumen, hvilket indbragte Trønderenergi en gennemsnitlig strømpris på 15,6 norske øre per kWh (11,1 øre/KWh) i første halvår mod de reelle 10,9 norske øre per kWh (7,7 øre/KWh).
Relaterede artikler:
Statkraft drejer på sin grønne strategi
For abonnenter
Norsk energibranche er glad for vindstramninger
For abonnenter