En af de paradokser, der ofte rives vindindustrien i næsen, er CO2-udledningen ved produktionen af møllerne. For f.eks. at producere en Vestas-mølle af typen V136-4.2 MW – og da især hvis den skal placeres på de højeste tårne på 166 meter – skal der bruges flere hundrede tons stål, der produceres i kulopvarmede smelteovne.

Selv om kritikken ofte overdrives til den forkerte konklusion, at vindmøller dermed aldrig bliver klimaneutrale, er den dog ikke grundløs. I hvert fald ikke endnu. At det kan ændre sig med tiden indikeres af den ordre på 29 MW – bestående af syv møller af typen V136-4.2 MW placeret på de højeste tårne på 166 meter – som Vestas annoncerede mandag.

De er således bestilt af Eons datterselskab Avacon Natur og skal placeres på et komplekst stålproduktionsanlæg i tyske Niedersachsen, oplyser Vestas. Samme sted som Avacon sammen med en af Europas største stålproducente, Salzgitter Flachstahl, og den tyske kemikoncern Linde arbejder på brintprojektet Windwasserstoff Salzgitter, der skal teste brugen af vindstrøm til produktion af mindre klimabelastende stål.

Teoretisk disclaimer

For en god ordens skyld skal det nævnes, at Vestas henviser til Avacon for bekræftigelse af, at møllerne skal anvendes til det formål, og at Avacon endnu ikke er vendt tilbage på EnergiWatch henvendelse. Men allerede i oktober blev det meldt ud, at der skulle anvendes syv vindmøller på cirka 30 MW til projektet, så selv i disse fake news-forskrækkede tider må man vel for pokker lægge to og to sammen bare engang imellem.

Selv i det teoretiske tilfælde, at Avacon har udset sig et andet stålværk i Niedersachsen at placere møllerne på, fjerner det dog ikke det interessante ved projektet. Som er et blandt flere lignende i såvel Tyskland som Holland og Sverige, der arbejder mod at gøre brugen af vedvarende energi i stålproduktion rentabel.

Første skridt mod millionreduktion

I Salzgitters tillfælde er håbet, at 95 pct. af den CO2-udledning, der aktuelt er på omkring 8 mio. ton, med tiden kan fjernes ved at anvende grøn brint frem for kul i stålproduktionen. Det kan ikke helt klares med syv vindmøller og et projekt med et budget på 50 mio. euro. Det er derimod planen med et videre projekt, Salcos – Salzgitter Low CO2 Steelmaking – som producenten alene i første fase forventer skal koste 1,3 mia. euro.

Planen er i første omgang at gøre den efterbehandlingsproces, hvor stålet varmebehandles ved brug af brint, mere klimavenlig. Det skal ske ved at supplere Lindes brint fra den den endnu mest gængse naturgasbaserede produktion med grøn brint via et elektrolyseanlæg med en kapacitet på omkring 400 m3/h. Drevet af de syv møller, der placeres på Salzgitters matrikel – heraf tre ved selve stålværket.

For at blive ved Vestas' ordreannoncering er det da også sidstnævnte aspekt, der fremhæves. For man kan naturligvis ikke blot stålvalse ind med flere hundrede meter høje møller, der i øvrigt skal installeres uden ophør i produktionen.

Ekstremt lidt plads

"Vi stod over for et unikt projektmiljø, der krævede innovative løsninger såsom Vestas' Ice Detection-system, et projektspecifikt installationskoncept beregnet for sites med ekstremt begrænset plads og et tilstandsovervågningssystem til vingerne," siger Vestas' chef for Nord- og Centraleuropa, Nils de Baar.

Derudover nævner mølleproducenten en række af de sædvanlige balfalderaer ved annonceringer. Som at der foruden turnkeyordren også er indgået en 20-årig serviceaftale, at møllerne forventes installeret i tredje kvartal af næste år, og at de da med en årlig produktion på 75 Gwh vil levere ren energi nok til at dække 20.000 tyske husholdninger.

Imidlertid er det altså næppe det, der skal dækkes ind med ordren. Mens møllerne altså heller ikke just slår til i forhold til at dække Salzgitters samlede CO2-hushold. Men de kan muligvis være medvirkende til på sigt at løse paradokset om CO2-udledningen ved vindmølleproduktion.