PKA: Flere investorer kan presse afkastet i USA

Der vil komme flere investorer ind, som vil lægge pres på afkastet, lyder det fra den adm. direktør i PKA om det amerikanske vindmarked.
Foto: Carsten Ingemann
Foto: Carsten Ingemann
AF RITZAU FINANS

Der er et voksende marked for alternativ energi på det amerikanske marked, og selv om den amerikanske præsident, Donald Trump, har tilkendegivet, at han ikke ser det som fremtiden, så er der flere stater, som gerne vil satse på grøn energi i stikkontakterne.

Det vurderer administrerende direktør i pensionskassen PKA Peter Damgaard Jensen, som tror på, at der fremadrettet vil være et stort grønt marked i USA, hvor flere investorer og aktører bliver interesseret i markedet, hvilket kan lægge pres på afkastet.

"Det har noget at gøre med, hvor mange der er interesseret i at investere i det marked. Jeg tror, der vil komme flere investorer ind, som vil lægge pres på afkastet," siger Peter Damgaard Jensen til Ritzau Finans.

"Så må man vurdere, at ved at få nogle længere og større leveranceaftaler får man større sikkerheder på det afkast man får. Det kan godt berettige, at man måske får en smule mindre afkast på fremtidige projekter," fortsætter han.

PKA har sammen med Pensam investeret trekvart mia. kr. i en vindpark i Texas, og direktøren peger på, at afkastet nok vil være på 4-5 pct. årligt. PKA har investeret 80 pct. af det samlede beløb, hvor det er Vestas, der skal levere møllerne.

På parken, som har fået navnet El Campo, er der to 15-årige fastpris leveranceaftaler på 194 megawatt (MW) ud af en samlet kapacitet 243 MW. Direktøren påpeger, at det er vigtigt, da det ellers afhænger af udviklingen i elpriserne.

"Det betyder meget, da vi har en fastpris, når vi kigger de første 15 år frem, og så er der, når vi kigger endnu længere frem, selvfølgelig en periode, hvor vi er afhængige af strømprisen, og det giver den usikkerhed at den kan gå op og ned," siger direktøren.

Pensionskassen har ikke en præference for, om parkerne, de investerer i, har dansk islæt. Det kunne ligeså godt være Siemens Gamesa eller General Electric, de leverer møllerne.

Ifølge direktøren er der mindre risici ved at investere i landbaserede parker i forhold til havvindparker, som pensionskassen også har investeret i rundt omkring i Europa. Det er, fordi, der er flere risici, når man placerer møller langt ude på havet.

"Vi har oplevet, at der er spændene afkast derude. Det er nu, der er mange muligheder, og så er det med at udnytte dem," siger han.

Havvindparker giver største afkast

Historisk set så har PKA hentet sine største afkast på havind, men det amerikanske marked for havvind er ikke så udviklet som i Europa, og den danske pensionskasse PKA har endnu ikke investeret i et amerikansk havvindprojekt, sådan som det er tilfældet i Europa.

Administrerende direktør i PKA Peter Damgaard Jensen fortæller, at selskabet er i dialog med nogle af de store operatører, såsom danske Ørsted og spanske Iberdrola, da havvind historisk set har givet fornuftige afkast.

"Vi kan se, at historisk har vi fået de største afkast på nogle af de store offshore vindparker, men det er nok, fordi det lige var i starten og teknologien var ikke helt moden, og der var ikke så mange om udbuddene," siger Peter Damgaard Jensen til Ritzau Finans.

"Nu er der mere konkurrence, men jeg kunne godt se, at man fortsat kunne opnå nogle interessante priser på nogle af de største offshore parker," fortsætter han.

PKA har de seneste otte år investeret 2-3 mia. årligt i klimavenlige- og vedvarende energiprojekter, hvilket svarer til omtrent 7 pct. af den samlede investeringsportefølje.

Direktøren ser gerne at det tal kommer op på 10 pct. i slutningen af 2020, mens han ikke anser det for urealistisk at tallet kan stige til samlede set 50 mia. kr. i 2030, da pensionskassens formue vokser. Tallet er aktuelt på 23 mia. kr.

Pensam har et mål om, at 10 pct. porteføljen skal være investeret i grøn omstilling of vedvarende energi i 2025.

Det skal også ses i lyset af, at mængden af grønne projekter, man kan investere i frem mod 2030, vil være flere. Han vurderer, at de næste investeringsprojekter vil være i USA, fordi det går stærk på det amerikanske marked. Han er ikke afvisende overfor, at der også kan komme et i Asien i den nærmeste fremtid.

Pensionskassens anden store investering i vedvarende energi på det amerikanske marked har været i to solcelleparker i Californien. Ligesom vindparken i Texas regner direktøren med, at afkastet er på 4-5 pct. for sådan et projekt, da nogle af risiciene er de samme som med landvind i forhold til udviklingen i elpriserne på den lange bane.

PKA og Pensam skyder 750 mio. kr. i ny vindmøllepark i USA

Investorer står på spring for at deltage i Danmarks grønne omstilling 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Nordex

Nordex får spansk ordre på 124 MW

For abonnenter

Læs også