Henrik Poulsen: Det ser rigtig godt ud for os i USA

Når udbuddene i New York og New Jersey er gennemført, er der tid til at fokusere mere på integrationen af Deepwater Wind, siger topchef.
Foto: PR/Block Island Wind Farm
Foto: PR/Block Island Wind Farm
RITZAU FINANS

Sidste år bød på flere skuffelser i udbudsrunder for havvind i USA for energiselskabet Ørsted, men efter et opkøb af den amerikanske rival Deepwater Wind ser fremtiden lys ud på det nye vækstmarked.

Ifølge Henrik Poulsen, der er administrerende direktør hos Ørsted, er der en række gode muligheder i USA, og efter opkøbet, der gik igennem i november sidste år, har hovedfokus været at forberede og aflevere bud i udbudsrunder i en række amerikanske stater.

Den danske energikoncern har blandt andet budt ind med havvindprojekter i New Jersey, og i februar venter selskabet at byde ind med projekter i nabostaten New York. Travlheden med at forberede buddene betyder også, at der fortsat er et stykke arbejde i vente med at integrere det nytilkøbte platform i USA.

"Vi har skullet kombinere de to selskabers forskellige projekter ind i de forskellige budprocesser, og vi har skullet overholde en lang række spilleregler for, hvordan man gør sådan noget."

"Det er klart, at når vi har afleveret de bud (i New Jersey og New York, red.), så vil der være lidt mere luft til at fokusere mere på den daglige integration. Vi har været meget travlt optaget af at skule aflevere de her bud," siger Henrik Poulsen og bemærker, at der de seneste måneder er blevet skabt et fælles ledelsesteam i USA.

Har fået stærk platform

Sidste år afleverede energikoncernen også et bud i Rhode Island, ligesom Ørsted i december kunne annoncere, at selskabet var blevet udpeget som foretrukken leverandør af at havvindmølleprojekt i Connecticut på 100 megawatt (MW).

Det drejer sig om projektet Revolution Wind, som tidligere var ejet af konkurrenten, der også forinden Ørsteds opkøb havde vundet retten til at opføre projekter i staterne Massachusetts og Rhode Island. Derudover vandt Deepwater Wind også en tidligere udbudsrunde i Connecticut.

Ørsteds topchef vurderer også, at "det ser rigtig godt ud" for selskabet på det amerikanske marked, som tidligere er blevet udpeget til at være et af de kommende store vækstmarkeder for havvind.

"Vi har fået en rigtig stærk platform med købet af Deepwater Wind og den platform, vi allerede selv har bygget op. Vi har en meget stærk portefølje af lease-rettigheder, og nu har vi også projekter med kontrakter, som samlet set løber op i næsten 1 gigawatt. Vi er langt fremme, og vi begynder så småt at skulle tænke i egentlig konstruktion af projekter derovre ud over vores demoprojekt," siger han.

"Det har givet os et fantastisk boost ind i et marked, som er meget spændende," lyder det også.

Fortrøstningsfuld for værdiskabelse

Deepwater Wind havde inden opkøbet i alt tre udviklingsprojekter i gang, hvor det har indgået eller er ved at indgå langvarige elkøbsaftaler. Det drejer sig om Revolution Wind på 600 MW, Skipjack i Maryland på 120 MW og Southfork ud for Long Island på 90 MW.

Senest kom det frem, at Ørsted nu har indgået en 20-årig elkøbsaftale, der også er kendt under forkortelsen PPA, for 200 MW i Connecticut. De 200 MW er netop en del af Revolution Wind-projektet, men prisniveauet for aftalen er endnu ikke offentliggjort.

Ifølge Henrik Poulsen er elkøbsaftalerne dog generelt tilfredsstillende for projekterne.

"Det er PPA'er, hvor vi synes, at det er fornuftige og gode projekter, og vi er fortrøstningsfulde omkring vores værdiskabelse," siger han.

Ørsted venter at få svar på udbudsrunderne i Rhode Island og New Jersey i løbet af årets andet kvartal.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også