Løkke kvitter grønt topjob
Tiden som formand for klimaorganisationen GGGI slutter før tid for Lars Løkke Rasmussen, formand for Venstre.
"Vi har et folketingsvalg lige rundt om hjørnet, og jeg vil nu fokusere kræfterne fuldt ud på den hjemlige danske politiske dagsorden," siger han til DR Nyheder.
Den tidligere statsminister havnede sidste år i et gevaldigt uvejr, fordi han som formand for GGGI havde brugt meget store beløb på flyrejser - og havde fået organisationen til at betale en privat flybillet til sin datter.
Organisationen, som har hovedsæde i Korea, støttes med danske udviklingskroner. Lars Løkke stopper formelt som formand til oktober.