Oliefald efter OPEC-møde

Den anspændte stemning ved OPEC-mødet i Østrig kombineret med lagertal fra USA presser olieprisen ned.
Foto: STROYER TORBEN
Foto: STROYER TORBEN
AF RITZAU FINANS

Oliepriserne er torsdag morgen påvirket af gårsdagens møde i Organisationen af Olieeksporterende Lande (OPEC) samt de amerikanske lagertal.

OPEC, der tegner sig for 40 procent af det globale udbud, fastholdt produktionsmålet på 30 mio. tønder om dagen på oliekartellets møde i Wien. Samtidig viste den officielle lageropgørelse fra det amerikanske energiministeriums statistiske kontor et større fald en ventet.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster torsdag morgen 111,60 dollar mod en pris på 112,30 dollar onsdag ved 17-tiden. En tønde af den amerikanske referenceolie, West Texas Intermediate, koster samtidig 97,35 dollar, hvor den onsdag eftermiddag stod i 96,70 dollar per tønde.

OPEC's daglige produktion faldt til et toårigt lavpunkt på lige over 30 mio. tønder dagligt i november ifølge data indsamlet af Bloomberg. Det er 1,4 mio. tønder over den forventede efterspørgsel i henhold til Det Internationale Energiagenturs skøn fra november.

OPEC har overskredet det to år gamle officielle mål med gennemsnitligt 1,2 mio. tønder om dagen.

Den store produktion, der presses af en markant forøgelse af olieproduktionen i USA, betyder, at nogle af OPEC-medlemmerne sandsynligvis bliver nødt til at reducere produktionen i 2014 for at forhindre overudbud. Det vurderer analytikere på BNP Paribas og Citigroup samstemmende.

BNP Paribas estimerer en Brent-pris på 110 dollar i 2014, og vurderer, at produktionen i OPEC - især i Saudi-Arabien - skæres med 700.000 til 800.000 tønder om dagen.

USA producerer mere olie end i det seneste kvarte århundrede, samtidig med at Irak, Libyen og Iran planlægger at øge eksporten i de næste mange måneder.

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Illustration: Floating Power Plant

Dansk udvikler køber 4 MW-mølle af Siemens Gamesa

For abonnenter

Læs også