Vindstille og vedligehold: Elprisen 50 gange højere end normalt

I løbet af fredag formiddag skovler landets 250 decentrale kraftvarmeværker penge ind.
Der er opstået en situation, som “stort set aldrig opstår”, fortæller pressechef Torben Sørensen i Dansk Fjernvarme.
Det betyder, at prisen på el i Vestdanmark er 50 gange højere end normalt fredag formiddag.
"Det viser torsdagens handler fra den nordiske elbørs, Nord Pool Spot. I to af de fem timer når elprisen børsens maksimale niveau, nemlig 14,91 kroner per kWh – normalprisen er cirka 30 øre per kWh. De øvrige tre timer ligger prisen lidt under, men dog stadig over 14 kroner per kWh," skriver Energinet.dk.
Hos Hvide Sande Fjernvarme er det første gang, at driftsleder Jørgen Bukholt, der har haft 25 års jubilæum, har oplevet så høje priser.
"Det har jeg aldrig oplevet før. Jeg har én gang set, i Østdanmark, at prisen var på 13 kr. pr. KWh i en enkelt time. Det højeste vi har fået var 9 kr. Det her har jeg aldrig set før og slet ikke i fem timer i et hug," siger han og fortæller, at værket, der har omkring 1.500 forbrugere tilsluttet, regner med at tjene omkring 500.000 kr. i løbet af fredag formiddag.
"Det er helt ekstremt. Det kunne vi godt bruge et par stykker af," siger han.
Vindstille og vedligehold
De høje priser skyldes, at vindmøllerne mange steder står stille, fordi det ikke blæser. Desuden er to blokke på centrale kraftværker samt den elektriske storebæltsforbindelse ude med planlagt vedligehold.
Ikke nok med det; arbejde på den nye højspændingsledning mellem Kassø i Sønderjylland og Tjele i Midtjylland betyder, at muligheden for at importere el fra udlandet er reduceret.
“Ligesom når man renoverer og udbygger vejnettet, hvor der kan komme kø i byggeperioden, er det desværre sådan, at der kan opstå ”unormale” priser i et mindre antal timer, når elnettet udbygges,” siger Søren Dupont Kristensen, elmarkedsdirektør i Energinet.dk.
Statens transmissionsselskab fortæller, at man altid forsøger at koordinere “udetid” for at sikre forsyningssikkerheden og undgå store prisstigninger.
“Denne gang var det desværre ikke nok til helt at undgå unormalt høje priser i fem timer,” siger Søren Dupont Kristensen.
Klik her og tilmeld dig to gratis daglige nyhedsbreve fra EnergiWatch
Vil du prøve EnergiWatch gratis i 40 dage? Klik her
Pressede kraftværker skovler penge ind
Men intet er så skidt, at det ikke er godt for nogen. De høje elpriser betyder, at de små kraftvarmeværker, der mange steder har ledig kapacitet til rådighed, oplever nogle gyldne timer i øjeblikket.
Et af de værker, der har startet motorerne, for at forsyne danskerne med strøm, er det lille barmarksværk Lading-Fajstrup Varmeforsyning. Det har blot 208 forbrugere.
”Vi tjener 53.000 kroner på de fem timer. Det vil betyde en reduktion i varmeprisen for forbrugerne på ca. 250 kroner,” fortæller værkets formand Steen Linnell.
Også hos Hvide Sande fjernvarme betyder de helt specielle forhold fredag formiddag, at varmekunderne får en billigere varmeregning.
"Vi fejrer det med, at det kommer forbrugerne til gode. Med de gaspriser, der kører op og ned, så kan vi også sætte dem til igen. Pengene er tjent, og det er godt, men det skal stadigvæk ses på årsbasis," siger driftsleder Jørgen Bukholt.
Små værker agerer backup
Normalt er der langt imellem de positive historier for de små decentrale kraftvarmeværker.
De producerer mindre og mindre el, fordi de små værker ikke kan konkurrere prismæssigt med vindmøller, kulkraftværker og norsk vandkraft.
Det betyder høje varmepriser for forbrugerne. De forbrugere kan så til gengæld glæde sig over, at de ifølge Dansk Fjernvarme får reduceret deres varmeregning med mellem 250 og 700 kroner i løbet af fredag formiddag, fordi omstændighederne er helt specielle.
”De decentrale kraftvarmeværker står til rådighed, så de er backup for ustabile produktionsformer som vindmøller. Lige i disse fem timer får vi faktisk beviset på, at de er temmelig værdifulde for Danmarks forsyningssikkerhed,” siger afdelingsleder John Tang fra Dansk Fjernvarme.
Klik her og tilmeld dig to gratis daglige nyhedsbreve fra EnergiWatch
Relaterede artikler:
Massivt kabelkoks mellem Danmark og Tyskland
For abonnenter