Dansk-norsk elkabel stærkt forsinket

Det kommende centrale søkabel mellem Danmark og Norge, Skagerrak 4, bliver ikke fuldt klar til tiden. Det kan føre til højere priser på det danske elmarked.
Foto: SSE
Foto: SSE

En forsinket udbygning af det norske forsyningsnet betyder nu, at den længe ventet forbindelse mellem Danmark og Norge, Skagerrak 4, ikke bliver fuldt funktionsdygtigt før 2018 - tre år forsinket. Forbindelsen, der skulle øge kapaciteten mellem Norge og Danmark med 70 procent, har et samlet anlægsbudget på 3,3 mia. kroner. Men den norske systemoperatør Stattnet oplyser nu, at Skagerrak 4 forbindelsen, der skulle have haft en kapacitet på 700 megawatt, indtil marts 2018 i perioder vil have en importkapacitet til Danmark på ned til 300 megawatt. Energinet.dk anslår, at det vil dreje sig om cirka 20 procent af tiden.

Det betyder, at Danmark vil kunne importere klart mindre strøm fra Norge end forventet frem mod 2018 - hvilket efter al sandsynlighed vil føre til mindre konkurrence og højere priser på det danske elmarked. Netop den billige norske strøm fra vandkraftværker er ofte med til at holde priserne på el nede i Danmark.

Klik her og tilmeld dig to gratis daglige nyhedsbreve fra EnergiWatch

Årsagen er, at det interne norske elnet skal udbygges mere end oprindeligt forventet. Derfor kan norsk strøm ikke i fuldt omfang komme frem til Skagerrak 4-forbindelsen. Importkapaciteten til Vestdanmark vil i perioder være begrænset fra december 2014 til marts 2018.

Eksport sikret

Energinet.dk oplyser, at de ikke på baggrund af de nuværende oplysninger fra Statnett kan sige mere om, hvornår begrænsningerne vil optræde eller det præcise omfang, da begrænsningerne skal fordeles mellem Skagerrak 4-forbindelsen og forbindelsen mellem Norge og Holland.

Der vil dog ingen begrænsning blive i eksportkapaciten til Norge. En kapacitet der er afgørende nødvendig, efterhånden som Danmark udbygger sin andel af vindenergi. Energinet.dk oplyser også, at den mindre kapacitet ikke vil få betydning for forsyningssikkerheden - omend et af argumenterne for Skagerrak 4 er, at det vil sikre Danmark en backup til den stigende mængde af fluktuerende vindstrøm.

"Det er rigtig ærgerligt, at Statnett ikke som forudsat gennemfører de nødvendige netforstærkninger, inden Skagerrak 4 idriftsættes. Det er ikke, hvad der lå til grund for beslutningen om at bygge forbindelsen. Energinet.dk udbygger det vestdanske net for at være klar. Statnetts forsinkede udbygning af nettet formindsker naturligvis de ventede fordele ved at etablere forbindelsen," siger Søren Dupont Kristensen, markedsdirektør i Energinet.dks eldivision.

Skagerrak 4-forbindelsen består af to stationsanlæg - et i Kristiansand i Norge og et i Tjele i Danmark, et søkabel over Skagarrak og landkabler i både Danmark og Norge. På dansk side bliver landkablet ca. 90 km langt, mens søkablet bliver ca. 140 km. Skagerrak 1-3 har tilsammen en kapacitet på ca. 1000 megawatt. Med Skagerrak 4 skulle kapaciteten have været øget med 70 procent til 1700 megawatt. Frem til marts 2018 må man altså nu nøjes med en importkapacitet på 1300 megawatt.

Klik her og tilmeld dig to gratis daglige nyhedsbreve fra EnergiWatch

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Illustration: Floating Power Plant

Dansk udvikler køber 4 MW-mølle af Siemens Gamesa

For abonnenter

Læs også