Nordsø-nedbrud sender gaspris i vejret

Tyra-platformen har problemer, og det betyder et totalt stop for gas fra Nordsøen. Kombineret med lave beholdninger giver det høje priser. "Godt det ikke var sket i marts," lyder det fra trader.
Foto: CARSTEN INGEMANN
Foto: CARSTEN INGEMANN

Problemer på Tyra-platformen i Nordsøen har sendt markedspriserne på gas i vejret i den seneste uges tid. Stort set al dansk gas kommer normalt fra feltet.

“De danske lagre er næsten tomme, så stort set al gas skal ind fra Tyskland, og det er lige knapt, at det kan dække markedet,” siger gastrader Michael Rantov fra NEAS Energy.

Han fortæller, at gas burde handles til tyske priser i øjeblikket, men at priserne har været 30-40 pct. over niveauet den seneste uge.

“Og der er ikke andre muligheder.”

Lukkepriserne i Danmark har ligget i niveauet 33-37 euro/MWh de seneste dage, mens Tyskland og Holland har handlet til omkring 27 euro/MWh.

Det danske vejr er mildnet en smule, og det hjælper i den penible situation, fordi efterspørgslen fra forbrugerne falder, men Michael Rantov forventer alligevel, at forbrugerne får en mindre ekstraregning, alt efter hvilken aftale de har med deres forsyningsselskab.

"Jeg forventer, at forbrugerne kommer til at mærke det, men det var meget værre, hvis det var sket i marts måned, hvor det også var koldt," siger han.

Energinet.dk advarer markedet

Situationen fik Energinet.dk til at udsende en ”Early warning” til gasmarkedet mandag d. 29. april.  Det er det laveste advarselsniveau i Energinet.dk’s forsyningsberedskab. De næste trin er ”alert” og ”emergency”.

“Det er advarsel til markedet om, at vi er i en forsyningssituation, som kan blive kritisk. Det er en løftet pegefinger,” siger systemdriftchef Christian Meiniche Andersen fra gasdivisionen hos Energinet.dk

Den bedste mulighed for at få gas til Danmark er gennem det rør, der går syd for grænsen."

“Den fulde kapacitet fra Tyskland er på 4,8 mio. kubikmeter om dagen, og den er fuldt udnyttet i disse dage. På en god dag får vi normalt cirka det dobbelt fra Nordsøen, men der kommer ikke noget ind fra Nordsøen i øjeblikket.” siger Christian Meiniche Andersen.

Forventer produktion fra søndag

Ifølge Michael Rantov fra NEAS Energy regner markedet med, at Tyra-produktionen starter op i løbet af weekenden.

Nedbruddet i Nordsøen påvirker gaspriserne ekstra kraftigt, fordi beholdningen i de danske gaslagre er lav. De lave gaslagre skyldes, at lagrene typisk tømmes om vinteren, mens gasprisen er høj, og fyldes om sommeren, hvor efterspørgslen er lav og prisen ditto.

“Der er meget lidt gas tilbage. Ingen troede, at de skulle bruge deres lagre i maj,” siger Michael Rantov.

Mærsk Oil oplyser, at man forventer, at produktionen starter i morgen, lørdag, og at produktionen er normaliseret mandag.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Illustration: Floating Power Plant

Dansk udvikler køber 4 MW-mølle af Siemens Gamesa

For abonnenter

Den 1. juni begyndte Senvions tidligere økonomidirektør Manav Sharma som amerikansk landechef for Nordex. Snart får han en ny fabrik at råde over. | Foto: Senvion

Nordex genstarter produktion i USA

For abonnenter

Læs også