Forestil dig, at lyset pludselig blinker i Danmark, ikke på grund af en storm, der har beskadiget elkablerne eller tekniske fejl på kraftværket, men på grund af et målrettet cyberangreb, der har ramt selve rygraden i landets energiforsyning. 

Et sådant angreb ville kunne lamme offentlig transport og skabe kaos i byerne, stoppe vandforsyningen og skabe store problemer på vores hospitaler. Dette scenarie er ikke længere kun hypotetisk. Hybrid krigsførelse, der involverer både fysiske og cybertrusler mod Europas kritiske energiinfrastruktur, er ved at blive en ny normalitet. Og den danske energiinfrastruktur er ingen undtagelse. 

I takt med at Europa overgår til et mere bæredygtigt, digitaliseret og sammenkoblet energisystem, øges vores sårbarhed over for hybride trusler betydeligt. Truslerne er ikke isolerede risici, men del af en bredere strategi, som anvendes af fjendtlige statslige og ikke-statslige aktører til at udnytte og forstyrre essentielle tjenester. 

De seneste cyberangreb på europæiske energiselskaber som Vestas og Deutsche Windtechnik og den fysiske sabotage som eksplosionerne i Nord Stream-rørledningen er alle klare indikationer på, at vores energisikkerhed er i fare. 

Efterhånden som Danmark udvikler ambitiøse projekter inden for vedvarende energi - især havvind - forstærkes risikoen, da disse vindmølleparker ligger væk fra kysten, hvilket udfordrer overvågning. En effektiv sikring af den type infrastruktur er afgørende ikke kun for vores forsyningssikkerhed, men også for vores nationale sikkerhed og økonomiske stabilitet i bredere forstand. 

Utilstrækkelige nuværende foranstaltninger

På trods af EU’s og NATO’s initiativer til at forbedre kritisk infrastrukturs modstandsdygtighed - gennem øget internationalt samarbejde og teknologisk innovation - er de nuværende foranstaltninger stadig utilstrækkelige. Sikringen af vores energiinfrastruktur besværliggøres af flere faktorer: 

Den fragmenterede styring af energiprojekter, især dem der er placeret i de maritime zoner, er en udfordring, fordi private virksomheder, statslige aktører, sikkerhedsagenturer og internationale organisationer er nødt til at arbejde sammen for at sikre vores energiforsyning bedre. 

Overvågning og beskyttelse af energiinfrastruktur er dyrt, og da mange energiprojekter er i hænderne på private virksomheder, er det ikke klart, hvem der skal dække omkostninger til udvikling og implementering af avancerede sikkerhedsteknologier. 

En yderligere udfordring er, at teknologier til at beskytte energiinfrastruktur har dobbelt anvendelse og kan bruges til både at beskytte og kompromittere vores systemer. 

Mod øget energisikkerhed

Så hvis vi nu ser på Danmark, hvad skal der så til for at forbedre sikkerheden i vores kritiske energiinfrastruktur? 

Først og fremmest og i lighed med andre europæiske lande er Danmark nødt til at udvikle en omfattende sikkerhedsstrategi, der forbedrer både cyberforsvaret og det fysiske forsvar mod de nye hybride trusler, og som effektivt inddrager både de private virksomheder, statslige aktører og internationale organisationer. 

På det tekniske plan kan det indebære investeringer i både styrke cybersikkerhed som avancerede firewalls og krypteringsteknologier og fysiske sikkerhedsforanstaltninger, der omfatter forbedrede overvågningssystemer og adgangskontrol. 

Sideløbende med det teknologiske forsvar er en strømlinet tilgang til styring afgørende, og her er de danske politikere nødt til at tænke ud over nationale grænser. Ved at fremme en fælles styringsramme på tværs af nationale og regionale niveauer kan vi sikre en mere smidig koordinering og lette den hurtige deling af efterretninger mellem europæiske nationer. Denne samarbejdstilgang er ikke kun afgørende for en hurtig reaktion på trusler, men også for at opbygge en kollektiv modstandskraft mod potentielle angreb. 

Desuden kræver de juridiske og politiske rammer for vores kritiske infrastruktur betydelige opdateringer for at kunne håndtere de nuværende sårbarheder effektivt. Vi har brug for strengere love og regler, der beskytter vores energiinfrastruktur og pålægger sanktioner for sabotagehandlinger. Det er afgørende, at disse foranstaltninger harmoniseres i hele Europa for at forhindre uoverensstemmelser, der kan udnyttes af fjendtlige aktører. 

Det er på nuværende tidspunkt en reel risiko, at lande med svagere cybersikkerhed kan blive ramt af cyberangreb, og at angriberne den vej kan få adgang til mere sikre systemer i andre lande. På samme måde kan inkonsekvente straffe for cyberkriminalitet tilskynde til angreb i regioner, hvor konsekvenserne er mindre alvorlige. Desuden kan manglende tæt overvågning af kritisk infrastruktur give angribere lettere adgangspunkter, så de kan bevæge sig mod mere sikre områder. Endelig kan utilstrækkelig deling af trusselsinformation mellem landene gøre det muligt for fjendtlige aktører at ramme et land, uden at de andre bliver advaret, hvilket øger skaden, inden et koordineret forsvar kan etableres. 

Danmark er med sin betydelige rolle i Nordeuropas energinetværk og sit anerkendte engagement i vedvarende energi og miljøbeskyttelse i en unik position til at lede initiativer til bedre sikring af Europas energiinfrastruktur. Ved at gå i spidsen for disse strategiske fremskridt kan Danmark ikke kun beskytte sine egne energisystemer, men også skabe præcedens for Europas tilgang til sikkerhed i kritisk infrastruktur.