Green Power Denmark glæder sig over regeringens boost til iværskætteriet

Brancheorganisationen roser regeringen for at sænke lønkravet i skatteordningen for forskere og højtlønnede medarbejdere fra udlandet, da det vil gøre det nemmere at tiltrække medarbejdere.
Foto: PR Green Power Denmark
Foto: PR Green Power Denmark
AF RITZAU & ENERGIWATCH

Regeringen har netop fremlagt sin iværksætterstrategi, hvor der skal bruges bruge 2,1 mia. kr. i 2024-2026 og 1,1 mia. kr. årligt fra 2027 på bedre vilkår for iværksættere, herunder skattelempelser.

Det vækker glæde hos brancheorganisationen Green Power Denmark, der fremhæver flere gode elementer i strategien, der rummer i alt 41 konkrete forslag til initiativer.

”Danmark skal være stedet, hvor vi udvikler morgendagens grønne løsninger, som hele verden efterspørger. Derfor hilser vi regeringens iværksætterstrategi velkommen. Regeringen skal have stor ros for at sænke lønkravet i skatteordningen for nøglemedarbejdere fra udlandet. Det vil gøre det nemmere for danske virksomheder i energisektoren at tiltrække udenlandsk arbejdskraft og sikre, at Danmark fortsat er et grønt foregangsland,” siger Martin Ingerslev, der er cheføkonom i Green Power Denmark, i en skriftlig kommentar.

I udspillet opstilles flere indsatsområder, blandt andet skal der være bedre adgang til kapital for iværksættere og startup-virksomheder, og der skal være ”færre byrder og mindre bøvl”.

Der skal drejes på en række skattemæssige håndtag med betydning for iværksættere, og fra 2027 afsættes over 750 millioner kroner årligt til skattelempelser.

Blandt andet skal den såkaldte iværksætterskat fjernes, mener regeringen. Den dækker over skat på selskabers udbytte fra unoterede porteføljeaktier, altså ejerandele under 10 procent af en virksomhed.

Regeringen ønsker desuden at fjerne det, der ofte benævnes fantomskatten. Den går ud på, at en sælger af en virksomhed beskattes af virksomhedens forventede indtjening ved en senere milepæl. Det betyder, at sælger kan blive beskattet af en indkomst, virksomheden endnu ikke har.

400 millioner prioriteres til ”målrettet risikovillig kapital” til iværksættere, står der i udspillet.

Brug for dygtige folk

Hos Green Power Denmark fortæller Martin Ingerslev videre, at det skal være lettere at ansætte og fastholde internationale medarbejdere med de kompetencer, som virksomhederne efterspørger. 

”Uanset hvordan vi vender og drejer det, får vi brug for at hente dygtige folk i Europa og resten af verden, hvis vi skal skaffe nok medarbejdere til at gennemføre den grønne omstilling,” siger han og fortsætter:

”Udfordringerne er allerede særdeles konkrete for virksomhederne i energisektoren. Vores tal viser, at mangel på arbejdskraft begrænser deres muligheder for at udvikle forretningen, og at de ikke kan rekruttere de rette medarbejdere.” 

Han peger på, at der er rift om medarbejderne internationalt, og når organisationen kigger frem, kommer udfordringerne til at vokse, medmindre der bliver skabt rammevilkår, der gør Danmark til et endnu mere attraktivt lande at arbejde i.

”Det er glædeligt, at regeringen har fokus på at styrke vidensdelingen og innovationskraften mellem universiteterne og virksomhederne, og at regeringen vil målrette en iværksætterindsats mod grønne energiteknologier ved hjælp af regulatoriske sandkasser,” siger Martin Ingerslev, cheføkonom i Green Power Denmark.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også