Debat: Åbning af varmepumpepulje er et vigtigt skridt - men potentialet er større

Varmepumpepuljen har plads til forbedringer, lyder det i dette debatindlæg fra Bosch, hvor der blandt andet foreslås, at puljen har åbent året rundt. 
Foto: PR Bosch
Foto: PR Bosch
Af Jens Bredning og Jens Henrik Smedegaard Mæng, Direktør og Marketingdirektør, Bosch Home Comfort

Endelig er ventetiden ovre. For i dag er Varmepumpepuljen langt om længe åbnet. Med denne åbning får boligejerne mulighed for at gøre deres hjem mere energieffektivt og miljøvenligt ved hjælp af varmepumper.

Når det er sagt, kan det undre, at puljen først åbner nu, med under en uges forberedelsestid for branche og boligejere. For vores erfaring siger, at denne uvished og ventetid bremser den grønne omstilling, da boligejerne ender med at investere i gas- eller oliefyr i stedet for grønne alternativer som f.eks. varmepumper. Ikke desto mindre er åbningen af puljen et vigtigt skridt i den rigtige – grønne – retning for varmeløsninger i Danmark.

Plads til forbedringer

Varmepumpepuljen har dog plads til forbedringer. På nuværende tidspunkt er den nemlig skyld i en konstant ”stop-and-go-effekt”, som opstår, når puljen kun er åben i kortere perioder – for eksempel forventes det, at puljen denne gang lukkes november, hvilket er midt i højsæsonen. Uvisheden skaber stor usikkerhed hos boligejerne, der ikke kan søge tilskud til en varmepumpe, når ønsket opstår, eller hvis deres gas- eller oliekedel pludselig bryder ned.

En løsning kunne være at holde puljen åben året rundt. På den måde mindsker vi usikkerheden og øger motivationen til at vælge bæredygtige løsninger frem for gas- eller oliefyr. Når boligejerne ved, at de kan søge tilskud på ethvert tidspunkt, bliver det lettere for dem at planlægge deres investeringer og gennemføre dem, når behovet opstår. Og det er vigtigt, for som regel opstår behovet ofte pludseligt, især i varmeperioden fra august til marts. Samtidig bliver det nemmere at træffe beslutningen om at skifte til en varmepumpe. Det vil gavne både klimaet og boligejerne.

Sæt fjernvarmeområderne fri

Men selvom puljen er åben, er der fortsat mange boligejere, der ikke kan søge om tilskud. Det gælder blandt andet boligejerne i de områder, som kommunerne har låst til fjernvarme, på trods af manglende tilslutning. I de områder, hvor fjernvarme sandsynligvis ikke bliver en realitet, bør vi give boligejerne frihed til at søge tilskud til andre grønne varmeløsninger som varmepumper. 

Så tak for at puljen er åben, så vi igen kan sætte fart på den grønne omstilling! Men lad os ikke glemme, at vi ved at skrue på få parametre, kan gøre endnu mere. Ved at gøre varmepumpepuljen mere fleksibel og tilgængelig kan vi virkelig sætte skub i den grønne omstilling. Lad os sammen arbejde for at skabe en fremtid, hvor bæredygtige energiløsninger er tilgængelige for alle, hele året rundt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også