Debat: EU’s nye klimamål kræver VE-brændstoffer til fly og skibe i storskala

Hvis EU’s nye ambitiøse klimamål skal nås, kræver det PTX i stor skala, og derfor må den nødvendige VE-brint og CO2 ikke eksporteres eller pumpes i jorden, skriver Drivkraft Danmark i debatindlægget.
Foto: Pr-foto
Foto: Pr-foto
Af Alexander Plougmann, energi- og teknikkonsulent og Sandra Hjort, klima- og energikonsulent, Drivkraft Danmark

Europa-Kommissionen offentliggjorde for nyligt et forslag til EU’s 2040-klimamål på 90 pct. CO2-reduktion. Drivkraft Danmark bakker op om dette ambitiøse udspil, som Danmark også har været forkæmper for. Det er et nødvendigt delmål på vejen mod klimaneutralitet. Men for at vi kan nå målet, skal vi have produktionen af VE-brændstoffer op i en størrelsesorden, der kan sikre omstillingen af særligt fly og skibe.

I forhold til en sektor som vejtransport er det klart, at den vil blive elektrificeret. Vores medlemmer er allerede i gang med massiv udrulning af ladeinfrastruktur og vil fortsætte i endnu højere grad i fremtiden. Det forudsætter selvfølgelig adgang til VE-strøm.

Imidlertid er det vigtigt at udvikle CO2-neutrale alternativer til de sektorer, der ikke umiddelbart kan elektrificeres, som f.eks. fly, skibe, kemikalieproduktion og energiintensiv industri. Her bliver VE-baserede brændstoffer og kemikalier produceret via PtX afgørende. Derfor er der god grund til at se nærmere på, hvordan vi bedst og hurtigst kan få PtX-produktion op i stor skala. 

En nødvendig forudsætning for PtX er adgang til nok VE-strøm, VE-brint og CO2. På nuværende tidspunkt er der stort fokus på at få CO2 i jorden, også den biogene, der ellers er forudsætning for produktion af VE-brændstoffer. Biogen CO2 er en begrænset ressource og bør derfor udnyttes bedst muligt. CCS er en vigtig teknologi, men opsamlet CO2 skal ikke låses til lagring, når der er skibe og fly, som har brug for den i sin omstilling. 

For at få den nødvendige VE-brint og CO2 leveret til produktionsanlæggene, er det vigtigt, at der etableres den rette infrastruktur både nationalt og på EU-niveau. Her kan det planlagte brintrør gennem Jylland ned til Tyskland være et vigtigt element og Drivkraft Danmark støtter, at det bliver etableret. Det er dog afgørende, at den VE-brint, der er til rådighed i Danmark, ikke blot eksporteres til udlandet, før vi har sikret os, at vi har tilstrækkeligt brint til PtX-produktion i Danmark.

Vi er nemlig allerede i fuld gang med at sikre, at de ambitiøse EU-mål når helt ud til de europæiske fly og skibe. De to danske raffinaderier investerer massivt i at omstille deres produktion til at levere de nødvendige VE-brændstoffer til opfyldelse af klimamålene. Samtidig viser nyere aktører som European Energy med deres innovative projekter, at det er muligt på markedsvilkår at producere VE-brændstoffer til fx skibe og industri.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også