Vattenfall-chef: Det kan godt betale sig at skille sig ud som kvinde

Kvinder i energibranchen: At stige mod toppen i den danske energibranche har ikke krævet spidse albuer - til gengæld har det krævet mod til at skille sig ud, lyder det fra Vattenfall-chef.
Vattenfalls chef for projektudførsel i havvind, Charlotte Lehmann Lundsgaard. | Foto: Vattenfall
Vattenfalls chef for projektudførsel i havvind, Charlotte Lehmann Lundsgaard. | Foto: Vattenfall

Et brændende ønske om at arbejde med mennesker, men samtidig også kunne sætte projekter i søen og se dem udfolde sig, udløste en ”midtlivskrise” hos Vattenfalls chef for projektudførsel i havvind, Charlotte Lehmann Lundsgaard.

Det siger hun i denne første artikel af en serie om kvinder i en meget mandsdomineret energibranche.

Som 34-årig fik hun nok af at sidde og føle sig som en menneskelig regnemaskine. Der skulle ske noget. 

”Jeg skulle bruge min uddannelse til noget helt andet. Det skulle være til noget med mennesker. Og det skulle være til noget, hvor jeg virkelig følte, at jeg gjorde en forskel,” siger Charlotte Lehmann Lundsgaard. 

Efter at have brugt sin uddannelse som civilingeniør i miljøplanlægning, hvor dagene i høj grad var fyldt med tal og udarbejdelse af rapporter, var det tid til at sætte mere end bare de tekniske kompetencer i spil. Efter ti år i rådgivningsbranchen blev det et farvel til den del af arbejdslivet. 

De menneskelige kompetencer skulle i stedet bruges, og efter et par stop hos flere selskaber i energibranchen som DEME og Energinet, havde Charlotte Lehmann Lundsgaard fundet sit kald.

”Det var så tydeligt, det var her, at hjertet bankede,” siger hun. 

”Det var her, hvor jeg følte, at jeg kunne interagere med mennesker på en måde, hvor jeg skabte værdi for både mig selv og dem.”

Hun tiltrådte en stilling som projektdirektør i Vattenfall tilbage i 2020, og har siden arbejdet sig op ad rangstigen, hvor hun nu sidder i endnu en lederstilling.

Energibranchen er endnu en mandsdomineret branche, hvor mændene sidder på størstedelen af stillingerne. Hos Vattenfall er målet, at 35 pct. af alle ledere, der ansættes, skal være kvinder. I den danske gren af det svenske energiselskab er 27 pct. af de ansatte kvinder. 

Selvom Charlotte Lehmann Lundsgaard i dag har fundet sin hylde i en virksomhed, hvor kønsdiversitet er på dagsordenen, og der prioriteres at medarbejdernes køn ikke skal afgøre deres værd, så har hun tidligere i sin karriere oplevet, at det ikke just var tilfældet på andre arbejdspladser. 

”Hvis jeg skal tage det værste eksempel, så har jeg haft en chef, som under en lønsamtale begyndte at blande mine karriere-aspirationer sammen med det faktum, at jeg var skilsmissemor,” fortæller hun. 

”Han mente, at min løn skulle afspejle, at jeg var kvinde og mor.”

Nye tider

Det er ifølge hende blevet bedre med tiden. Den tilgang har hun ikke mødt fra chefer siden, selvom branchen har flest mænd i toppen. 

For Charlotte Lehmann Lundsgaard har det også været noget, man lige skulle finde sin egen plads i. 

”Det mandlige rationelle mindset fylder jo stadigvæk meget i branchen. Og det fyldte særlig meget, da jeg stemplede ind i sin tid. Så der skal man jo finde sine egne ben i det,” siger hun. 

Men det er også lettere sagt end gjort. For at finde sin egen plads og sin egen tilgang i energibranchen har krævet en del tilvænning. Ikke mindst at kunne være sig selv, når man træder ind i et mødelokale som den eneste kvinde, men også at lægge de forventninger, man tror andre har til en på hylden. 

”Det er først de senere år, især efter jeg er kommet til Vattenfall, at jeg kan sige til mig selv, at nu er det bare mig. Jeg gør tingene sådan, som jeg synes, de skal være,” siger Charlotte Lehmann Lundsgaard.

”Før har jeg været rigtig meget bundet op på, hvad der nu blev forventet af mig. Jeg kan huske i starten, når jeg skulle til forhandling, så troppede jeg op i et jakkesæt, fordi jeg skulle ikke skille mig for meget ud. Men jeg fandt faktisk ud af, at netop dét, at skille sig lidt ud, faktisk godt kunne betale sig, når man sad i forhandlingerne på et kæmpe stort projekt.”

Og selv det at skille sig ud ved at være noget så hjemligt som sig selv, kan kræve, at man skal træde et skridt ud af den boks, man måske tror, man skal høre til i for at passe ind, forklarer Vattenfall-chefen. 

Det kan nemlig betale sig at komme lidt ud af komfortzonen. 

”Jeg tror, at vi kvinder nogle gange er ret tryghedssøgende. Men jeg kan se, at noget af det, der har været kendetegnende for min karriere, det har været det der med, at jeg har prøvet meget forskelligt i mit arbejdsliv,” siger hun. 

”At jeg har et mod til at kaste mig selv ud på dybt vand.” For det er der vi gror både kompetencemæssigt og især personligt, selvom man samtidig også stiller sig sårbar.

Ingen spidse albuer

Charlotte Lehmann Lundsgaard har aldrig været ræd for at kæmpe for det, hun gerne ville. For det var ikke et rendyrket mål at få en lederstilling i et højtprofileret energiselskab. Målet var at arbejde med noget, der motiverede og som kunne foregå i samarbejde med mennesker. 

”Jeg synes ikke det har været med spidse albuer. For mig har det mere været drevet af at prøve noget forskelligt,” forklarer hun. 

Hun råder også andre kvinder på sin vej til, at huske at den lige vej mod målet, ikke altid ender med at være den man er bedst tjent med – det vigtige er at have sit kompas i orden, i form af mening med det man laver, nysgerrighed og motivation. 

Det er også en læring hun gerne bringer videre både til yngre kolleger og egne børn, når snakken falder på fremtidsplaner og ambitioner.

”Vi kvinder er nogle gange rigtig målrettede og ambitiøse. Vi fokuserer på den lige vej, og er perfektionistiske. Og vi kan kæmpe utroligt hårdt. Men nogle gange skal man måske også huske det der med, at den lige vej til målet, det er ikke altid den rigtige,” siger Charlotte Lehmann Lundsgaard. 

”Det er i hvert fald noget, som jeg i dag, når jeg kigger tilbage på mine 20 år som ingeniør og 10 år i vindbranchen, er noget af det, jeg er allermest glad for. Det har ikke været den lige vej, men det har været drevet af at sætte mine kompetencer i spil på nye måder. Så hvis man ser på mit arbejdsliv, så kan det godt se lidt rodet ud i virkeligheden, men i dag er netop min alsidighed min største force.”

Den svenske model

Vattenfall er et af de få energiselskaber, der er ret så gode til få kvinder i ledelsen. Ifølge Vattenfalls seneste sustainability-rapport er andelen af kvinder i topledelsen 60 pct. 

Det er også et erklæret mål, at flere kvinder skal ind i virksomheden, ligesom der i rekrutteringsstrategien sikres, at der mindst er to genders repræsenteret i sidste ansættelsesrunde.. 

Hos Charlotte Lehmann Lundsgaard var det også tydeligt, da hun først satte sine fødder hos det svenske selskab, at der ikke skelnes mellem mand og kvinde - og at alle skal høres på lige fod.

”Det er en tydelig del af vores kultur. Det startede med mig selv og min oplevelse, da jeg kom ind i Vattenfall. Det første jeg sagde til mig selv var, at hvis jeg tog den her stilling, så ville jeg love mig selv at være 100 pct. mig, og gå efter det, som jeg synes var rigtigt,” siger hun.

”Men der er en fuldstændig ens tillid. Uanset om du er kvinde eller mand. Og det er faktisk første gang, at jeg ikke har følt, at jeg skulle knokle ekstra hårdt for at vise mit værd.”

I Vattenfall er både adm. direktør og finansdirektør kvinder, og dermed er den kvindelige ledelse af selskabet også særdeles tydelig i det daglige. 

”Det er jo fantastisk at have nogle kvindelige rollemodeller. Og der er en topledelse, som faktisk har en kvindelig overrepræsentation. Det er da selvfølgelig inspirerende. Jeg tror, at det gør, at mange kvinder tænker, at det kan det spejle sig i. Så jeg håber inderligt, at vi kommer til at se meget mere af det i andre organisationer også,” siger Charlotte Lehmann Lundsgaard. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også