Det er faktisk nærmest grotesk, at vi ikke er kommet længere.

Men vi har i dag ikke et egentligt indre marked for strøm.

Den ’naturlige’, tværnationale markedsplads eksisterer endnu ikke i dag, hvad der virkelig kan undre efter så mange års samarbejde i fællesskabet. Tænk sig, at det endnu ikke er lykkedes.

Men gennem EU kan vi etablere markedspladsen til stor gavn for klimaet. Ved at åbne sådan en markedsplads i en fart kan Danmark, jo før jo bedre, etablere endnu flere CO2-besparende havvindmøller i Nordsøen end allerede planlagt.

Elektrificering hænger på den facon sammen hen over EU’s grænser, og den kræver fælles koordinering og regulering gennem EU. Gennem EU-samarbejdet kan de enkelte medlemslande elektrificere deres samfund i et højere tempo og i større udstrækning til gavn for klimaet.

Den elektrificering, vi skal i gang med, bør være grænseoverskridende og international. Den skal tage sit udgangspunkt i, at de vedvarende energiressourcer er geografisk bestemt af vind og vejr og ikke jævnt fordelt mellem EU’s lande.

I Danmark er vi så heldigt stillede, at vi har så store vindressourcer, at vi kan producere langt mere grøn elektricitet, end vi kan bruge selv. Syd for grænsen i Tyskland har de svært ved at skabe nok plads til den vedvarende energi, som deres enorme energiforbrug kræver.

De har forholdsvis lidt plads til deres store energibehov og bokser med langsommelig planlægning og langtrukne klageprocedurer og protester, som gør det svært for dem at opstille solceller eller vindmøller i det tempo, som kræves. Selvom den nye tyske regering lykkes med at speede tempoet væsentligt op, kommer tyskerne på sigt til at mangle vedvarende energi.

Det vil derfor være helt naturligt, at Danmark frit kan eksportere elektricitet over grænsen til Tyskland, og at der for eksempel laves et regionalt, nordeuropæisk marked for grøn elektricitet.

En væsentlig opskalering af distributionsnettet er en forudsætning for, at det i parkasis kan lade sig gøre at lade strømmen flyde frit i meget stor skala. Men en sådan opskalering gør det ikke alene.

Transmissionsnettet, der består af de store elkabler og transformatorstationer, som f.eks. leder elektriciteten fra havvindmølleparker ind i land og videre ud i Europa, skal også udbygges. Netop den del af elektrificeringen er afgørende for, at EU kan få et transnationalt og sammenhængende elektricitetssystem og et velfungerende indre marked for grøn elektricitet.

Tysklands underdimensionerede el-infrastruktur betyder eksempelvis, at landets netværksoperatører fra tid til anden betaler sig fra, at danske vindmøller i Nordsøen sættes i stå, så der ikke ledes elektricitet ind i tyskernes elsystem. Dette mærkværdige fænomen skyldes til dels en økonomisk kalkule fra tysk side, men det hele bunder i, at tyskernes elkabler og øvrige elnet er for småt skåret til den forholdsvis store mængde elektricitet, de skal sende fra nord mod syd. Tyskerne har en national politik, som går ud på, at hele Tyskland skal være en stor budzone eller et samlet marked for elektricitet, så tyskere i nord betaler det samme for elektriciteten som dem i syd.

Men den nationale logik går ikke, hvis elektrificeringen af EU skal lykkes.

Fremtidens elektricitetsmarkeder skal være regionale, så udbuddet kan finde vej til efterspørgslen, og de forskellige elselskaber kan konkurrere frit til gavn for forbrugeren i form af billige elpriser.

Et frit elmarked i EU er en væsentlig brik i den grønne omstilling, som kun EU kan gennemføre, så det virkelig batter, og som Danmark som grønt pilotland kan sætte i gang.

Morten Helveg Petersen er aktuel med bogen ’I Bruxelles kan ingen høre dig skrige’.

EU-lovgivere opfordrer til nyt samarbejde om energiøer

EU-lovgivere støtter massiv offshore-ambition