Tyske atomkraft-operatører afslår at udskyde udfasning

Eon og ENBW afslår at udskyde den fastlagte udfasning af deres atomkraftreaktorer i 2022, selvom den tyske vicekansler Robert Habeck ikke "ideologisk" vil afvise, at spørgsmålet kan blive aktuelt i lyset af krigen i Ukraine.
Foto: LENNART PREISS/AFP / AFP
Foto: LENNART PREISS/AFP / AFP

Ved udgangen af 2022 skal Tysklands sidste tre atomkraftreaktorer efter planen være lukket ned. Krigen i Ukraine får dog den tyske regering til at overveje alle muligheder for at sikre landets energiforsyning. Det skriver mediet Euractiv.

På spørgsmålet om, hvorvidt Tyskland ville tilbagerulle den forestående nedlukning af sine sidste atomkraftværker, svarede vicekansler Robert Habeck søndag på landsdækkende fjernsyn:

"Det er også en del af mit ministeriums granskningspligter at besvare dette spørgsmål."

"Det er et relevant spørgsmål. Jeg ville ikke afvise det ideologisk set," tilføjede Habeck.

Han fremhævede dog, at en første granskning har vist, at en sådan beslutning ikke vil hjælpe Tyskland gennem næste vinter.

Samtidig afviser alle tre atomkraftoperatører i landet, Eon, ENBW og RWE, at være interesserede i at genoplive deres reaktorer.

"Fortsat drift af vores kernekraftværk Isar 2 efter den lovbestemte slutdato i 2022 er ikke på dagsordenen for os. Sådan vil det blive ved med at være," siger en talsmand for Eon til avisen Rheinische Post.

ENBW's talsperson slår også fast at den tyske udfasning af atomkraft, som blev besluttet gennem politisk og samfundsmæssig konsensus i 2011, står ved magt.

Topchef for RWE, Markus Krebber, har for nylig udtalt, at ingen parter har lyst til at lave om på beslutningen om atomkraft. Han fremhævede, at det ikke giver økonomisk mening at sammenligne atomkraft med grøn strøm og grøn gas.

Tyskland lægger planer for at sikre kul- og gasreserver 

Russisk Swift-udelukkelse vil bremse EU-import af olie og gas

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også