Russisk Swift-udelukkelse vil bremse EU-import af olie og gas

Bliver Rusland udelukket fra bank-systemet Swift kan EU-lande ikke købe olie og gas af russerne, fortæller forsker. Af samme årsag er Tyskland imod at tage dette middel i brug.
Foto: Wingas
Foto: Wingas
AF RITZAU OG ENERGIWATCH

Rusland vil blive forhindret i at handle med omverdenen, hvis landet bliver udelukket fra Swift-systemet, som banker verden over bruger.

Det vil i givet fald være en "lammer til den russiske økonomi". Det siger Jonas Gejl Kaas, adjunkt i Statskundskab ved Aarhus Universitet og forsker i russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Men EU vil ikke udelukke Rusland fra Swift. Det sagde den amerikanske præsident Joe Biden torsdag.

Swift er et bankmeddelelsessystem, der bruges ved internationale transaktioner.

De europæiske lande anvender eksempelvis Swift til at købe russisk olie og gas, der lige nu ikke er sanktioneret af EU. Men det ville en udelukkelse af Rusland sætte en stopper for.

"Hvis man tager Swift på bordet og udelukker Rusland, så er det de facto også en udelukkelse af transaktioner, der er nødvendige for at købe russisk olie og gas," siger han.

Lande som Tyskland og Italien er meget afhængige af russisk gas i deres energisystemer. Tyskland betaler med Swift for de 55 pct. af landets importerede naturgas, der kommer fra Rusland.

Hvis EU tager Swift-udelukkelse i brug "er der en høj risiko for at Tyskland ikke længere vil blive forsynet med gas eller råmaterialer," har den tyske finansminister Christian Lindner sagt til TV-stationen ARD, ifølge mediet Clean Energy Wire.

Kansler Olaf Scholz har dog også indikeret, at EU bør gemme udelukkelse af Swift til en potentielt tredje runde sanktioner.

Amerikanske overvejelser

Både Kina og Rusland har deres eget bankmeddelelsessystem. Rusland kan altså handle via andre systemer end Swift.

"Men det er ikke sådan lige at gøre. For dem, man skal handle med, skal også bruge det system, og der har vi problemet," siger Jonas Gejl Kaas.

"Swift er det mest anvendte bankmeddelelsessystem."

Jonas Gejl Kaas fortæller, at særligt amerikanerne nok har tænkt over at politisere Swift, og om det vil starte en glidebaneeffekt.

"Ved at smide Rusland ud af Swift, kan det være, at andre finansielle stormagter - eksempelvis Kina - begynder at overveje, om man vil løbe risikoen for også at blive udelukket på samme måde på et senere tidspunkt."

"Og så kan det forventes at accelerere bevægelsen væk fra at bruge dollaren som primær valuta i internationale handler," siger han.

Man risikerer at miste noget af den indirekte indflydelse man har på Kina, fordi kineserne bruger en finansiel infrastruktur, der i dag er på vestlige hænder, fortæller han.

Efter russisk invasion: Politikere vil have hurtigere genåbning af gasfelt i Nordsøen

Store danske gasforbrugere risikerer at stå uden gas

Efter stigende pris på råolie: Analytiker spår højeste benzinpriser i otte-ni år 

EU-lande er enige om nye sanktioner mod Rusland 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også