EnergiWatch

USA's senat godkender med minimalt flertal enorm budgetramme

Præsident Joe Biden viser, at han kan gøre ting, som hverken Obama eller Trump formåede, vurderer professor.

Foto: ALEX WONG/AFP / GETTY IMAGES NORTH AMERICA

Senatet i USA har stemt for en enorm budgetramme på 3500 milliarder dollar, der skal finansiere sociale tiltag og klimatiltag over ti år.

Pakken er blevet godkendt med 50 stemmer for og 49 stemmer imod, da den tidsligt onsdag morgen dansk tid var til afstemning. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

De svimlende 3500 milliarder dollar svarer til omkring 22.200 milliarder kroner.

Senatets godkendelse kommer, blot en dag efter at kammeret vedtog en infrastrukturpakke på over 1000 milliarder dollar.

Budgetrammen skal give præsident Joe Biden mulighed for at bruge store summer til at få sine politiske prioriteter igennem.

Professor i amerikansk politik Derek Beach, Aarhus Universitet, ser det som en succes for præsident Biden, at han har formået at få de to pakker på plads.

Specielt den store pakke på 3500 milliarder dollar har været højt på Demokraternes ønskeliste, påpeger han.

"Joe Biden kender Washington og ved, hvordan spillet fungerer. Han formår at sammenstykke de to forskellige pakker, så han får både moderate republikanere og sine egne demokrater - selv de mest konservative - til at stemme for."

"Det viser, at Biden formår at gøre ting, som hverken Obama- eller Trump-administrationen formåede med hensyn til at få Washington til at fungere," siger Derek Beach til Ritzau.

Fremtrædende medlemmer af Repræsentanternes Hus oplyser ifølge nyhedsbureauet AP, at kammeret om to uger vender tilbage efter en sommerpause for at stemme om budgetrammen på 3500 milliarder dollar.

Bliver den overordnede ramme endeligt godkendt af Kongressen, kan det ifølge AP beskytte efterfølgende lovgivning fra republikansk modstand og bevidste forhalinger af processen i Senatet.

Det er den efterfølgende lovgivning, som endeligt skal udmønte pakken.

Republikanere og også moderate demokrater har udtrykt bekymring i forhold til pakkens størrelse. Flere frygter inflation, højere skatter og ser den generelt som et venstreorienteret projekt.

Derfor kan det blive svært at få efterfølgende lovgivning vedtaget.

Senator Bernie Sanders, som er formand for budgetudvalget, mener imidlertid, at pakken på 3500 milliarder dollar bliver en stor hjælp til børn, ældre og arbejdere.

"Den vil - håber jeg - genskabe det amerikanske folks tillid til, at vi kan få en regering, som arbejder for os alle og ikke kun for de få," siger han ifølge AP.

Senatet bakker op om Bidens store infrastrukturpakke

Infrastrukturpakke er snublende tæt på endelig senatsafstemning 

Mere fra EnergiWatch

Dansk udbud ender i forventet fiasko

Trods 1,2 mia. kr. i puljen tiltrak det teknologineutrale udbud ikke et eneste bud. En naturligt resultat af en ubrugelig udbudsmodel, fastslår Dansk Energi, der i lighed med flere af de største aktører vil have puljen overført til forlængelse af udligningsordningen.

Wind Denmark jubler over tomt udbud

Det fuldstændige fravær af bud i det teknologineutrale udbud viser, at der ikke er behov for statslig understøttelse af landvind, mener organisationen, der dog også kritiserer udformningen af udbuddet.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs