Senatet bakker op om Bidens store infrastrukturpakke

Et flertal i Senatet stemmer ja til at bruge milliarder på at renovere veje, jernbaner og anden infrastruktur.
Foto: JONATHAN ERNST/REUTERS / X90178
Foto: JONATHAN ERNST/REUTERS / X90178
AF RITZAU

En infrastrukturpakke på over 1000 milliarder dollar er tirsdag blevet vedtaget med stort flertal i USA's Senat.

69 af de 100 medlemmer i Senatet har stemt for, mens 30 stemte imod og en enkelt undlod at stemme. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Aftalen vil pumpe enorme føderale pengesummer ind i nye veje, jernbaner, broer, havne, højhastighedsinternet og anden infrastruktur i USA.

Det er den største investering i USA's infrastruktur i årtier.

Senatets vedtagelse ses som en stor sejr for præsident Joe Biden. Han lovede under sidste års valgkamp, at han vil investere stort i at reparere USA's nedslidte infrastruktur og skabe arbejdspladser.

Blandt andet er der afsat over 110 milliarder dollar til at reparere og udbygge broer, veje og motorveje. 66 milliarder dollar skal bruges på at styrke trafikken på jernbanerne, både hvad angår persontransport og fragt.

Det skriver Washington Post.

Yderligere 65 milliarder dollar skal bruges til at modernisere elforsyningen, mens 55 milliarder doller er afsat til at rette op på vandforsyningen.

Blandt andet er det planen, at alle vandrør, der indeholder bly, skal udskiftes, skriver avisen.

Der er også afsat 47 milliarder dollar til indsatsen mod naturkatastrofer såsom den store skovbrand Dixie, der i øjeblikket raser i det nordlige Californien.

Pakken har været flere måneder undervejs. En række ændringsforslag og modstand fra flere republikanske politikere har forsinket processen.

Nu skal milliardpakken sendes videre til endelig godkendelse i Kongressens andet kammer, Repræsentanternes Hus.

Her burde dens overlevelse være sikret, fordi Demokraterne har flertal.

Men det bliver ikke nødvendigvis nemt, skriver New York Times.

Formanden for Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi, har sagt, at hun ikke vil stemme for infrastrukturpakken, medmindre Senatet først vedtager en anden og langt større pakke.

Pakken, som blev præsenteret mandag, har en værdi af 3500 milliarder dollar. Pengene skal bruges over de næste ti år på socialområdet og på klimatiltag, der skal være med til at bremse den globale opvarmning.

Ud over Pelosi har flere andre demokratiske kongresmedlemmer på partiets venstrefløj sagt, at de heller ikke kan bakke op om infrastrukturpakken, før Senatet har nikket ja til den endnu større pakke på social- og klimaområdet.

Hvis et flertal af politikerne i Repræsentanternes Hus ender med at stemme ja til infrastrukturpakken, lander den på Bidens bord, hvor han skal underskrive den.

"Jeg håber, at Kongressen vil sende den videre til mit skrivebord snarest, så vi kan fortsætte arbejde med at genopbygge bedre," skriver Biden på Twitter.

 

NKT vil erobre USA fra Skandinavien 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også